Delir er en akut, svingende tilstand med forstyrret opmærksomhed og ændret tænkning, som udløses af fysisk sygdom eller behandling. Det kommer over timer til få dage, og det er et tegn på, at borgeren er alvorligt syg. Uopdaget delir har markant højere dødelighed end opdaget delir: 30,8 mod 11,8 procent i et af de studier, retningslinjen bygger på. Delir er derfor aldrig noget, man ser tiden an med. Denne artikel bygger på Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje om organisk delirium, Lægehåndbogen og Nationalt Videnscenter for Demens.
Retningslinjen nævner fire risikofaktorer: høj alder fra 65 år, demens eller anden kognitiv svækkelse, herunder tidligere delir, funktionsnedsættelse og akut sygdom, samt skrøbelighed. Lægehåndbogen tilføjer hoftebrud, apopleksi og alvorlige infektioner, og at årsagen ofte er banal, fx en blærebetændelse, og ofte er der to eller flere årsager på én gang. Blandt ældre indlagte rammer delir op til halvdelen.
Retningslinjen bygger på CAM, Confusion Assessment Method. Der er mistanke om delir, når borgeren opfylder både 1 og 2 og mindst ét af 3 og 4:
Fordi tilstanden svinger, skal en negativ vurdering gentages efter timer eller dage, og altid ved ny mental ændring hos en borger i risiko. Det afgørende spørgsmål er forløbet: demens udvikler sig over måneder og år, delir over timer og dage. Bliver en borger med demens pludselig væsentligt mere desorienteret, vred, hallucineret eller holder op med at sove, er det delir, indtil andet er vist. Pårørende og faste medarbejdere er dem, der kan sige, hvordan borgeren plejer at være; spørg dem.
Delir skyldes altid fysisk sygdom eller ubalance i kroppen. De hyppigste årsager er infektioner, fx urinvejsinfektion og lungebetændelse, medicin og forstyrrelser i væske- og saltbalancen. Dehydrering er en almindelig årsag hos ældre. Videnscenter for Demens skriver, at forkert brug af lægemidler menes at udløse omkring hvert tredje tilfælde hos ældre. Retningslinjen peger særligt på opioider, benzodiazepiner, antipsykotika, antidepressiva og andre lægemidler med antikolinerg virkning, og på brat ophør af alkohol eller beroligende medicin. Ny medicin, ændret dosis og medicin, der ikke er taget, hører derfor med i det, du melder.
Retningslinjen siger, at der som hovedregel skal sættes ind med ikke-medicinske tiltag hos alle i risiko og alle med delir. De kan udføres i et hjem:
Lægen gennemgår medicinen og overvejer at holde pause med ikke-livsvigtig medicin. Antipsykotika gives ikke rutinemæssigt, kun i særlige situationer, og benzodiazepiner bruges ikke til delir. Lægehåndbogen bemærker, at indlæggelse ofte er uhensigtsmæssig, fordi flytning til et uroligt sted forværrer tilstanden, men nødvendig ved mistanke om alvorlig sygdom, ved forværring trods behandling eller ved tvivl om diagnosen. Får borgeren behandling for årsagen, forsvinder symptomerne hos de fleste, men nogle er længe om at nå tilbage til deres tidligere niveau. Det er derfor, timerne tæller.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.