En forflytning er efter Arbejdstilsynets definition en arbejdsmetode, hvor belastningen på dig reduceres ved at glide, dreje, vende, trække eller skubbe en person i stedet for at løfte hende fra et sted til et andet. Ordet er valgt med omhu: manuelle løft, hvor hele personens vægt løftes fri af underlaget, kan efter Arbejdstilsynets praksis som udgangspunkt kun udføres forsvarligt, når det drejer sig om mindre børn. Skal en voksen løftes, skal der bruges et teknisk hjælpemiddel, og bruges der en lift, regnes løftet ikke som manuelt. Denne artikel bygger på AT-vejledningen om ergonomisk arbejdsmiljø fra 2026, som nu rummer Arbejdstilsynets praksis for forflytning, på den tidligere AT-vejledning om forflytning og anden manuel håndtering af personer, der bortfaldt i december 2025, men fortsat er kilden til afsnittene om hjælpemidler, det private hjem og oplæring, og på vejledningen om løft, træk og skub.
Regelmæssig manuel håndtering af personer øger risikoen for muskel- og skeletbesvær, skader, smerter og langtidssygefravær. Lænderygbesvær hænger især sammen med foroverbøjning, vridning og sidebøjning af ryggen; nakke- og skulderbesvær med arbejde med løftede arme og med afstanden fra hænderne til kroppen. Særligt risikabelt er det, når en stilling holdes længe, når bevægelser gentages hyppigt, eller når arbejdet samtidig kræver kraft. Skaderne kan komme akut eller gradvist, og de opstår især ved uventede belastninger. Det er præcis dem, en person kan give: hun kan hjælpe til, hun kan modsætte sig, og hun kan bevidst eller ubevidst gøre en pludselig bevægelse. Derfor kan personer ikke vurderes som byrder, og derfor siger vægten af en arm eller et ben kun lidt om belastningen; manuel håndtering af kropsdele regnes ikke som løft.
Arbejdstilsynet beskriver, hvad der skal indgå i vurderingen af den person, der skal forflyttes, og det er en vurdering, du laver hver gang, ikke én gang ved indflytningen:
Er det usikkert, om personen kan deltage, skal der være tekniske hjælpemidler til rådighed, så du kan bruge dem. Hjælpemidler skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt, og altid, når håndteringen indebærer fare for sikkerhed eller sundhed.
Arbejdstilsynet deler dem i fem grupper. Loft- og gulvlifte med sejl til at løfte en person, fx ind og ud af sengen; loftliften fylder mindre, og både personale og borger føler sig generelt mere trygge ved den, mens gulvliften kan flyttes efter behov. Overflytningsplatforme, drejetårne og stålifte, hvor nogle er til borgere, der kan rigtig meget selv, og andre støtter hele vejen op at stå. Overflytningsboards til at trække en person fra et leje til et andet. Glideprodukter, envejsglid og friktionsøgende materialer som engangsvaskeklude, der hjælper borgeren med at stemme imod og ikke glide. Og vendelagner og vendesystemer til at vende og placere en immobil person i sengen. Hvilket der passer, beror altid på en konkret vurdering, og hjælpemidlet skal passe til både borgeren, stedet og dig. Hjælpemidler til større, overvægtige eller meget høje personer skal være egnede til det, og udstyret skal efterses og vedligeholdes efter anvisningerne.
To personer kan ikke erstatte et hjælpemiddel. Ved et løft, to deler, må byrden ikke være mere end omkring 70 procent af, hvad den enkelte ellers kunne løfte, fordi belastningen fordeler sig ujævnt, og fordi den ene kan miste grebet.
I borgerens hjem gælder samme regler som på et plejecenter. Din arbejdsgiver har pligt til at gøre det klart for borgeren og de pårørende, at det kan være nødvendigt at få tekniske hjælpemidler ind i hjemmet, og at der kan skulle skabes plads: møbler flyttes, dørtrin og løse eller tykke tæpper fjernes, en snæver døråbning udvides. Er pladsen for trang til, at du kan arbejde i en hensigtsmæssig stilling, skal opgaven løses på en anden måde eller et andet sted. Under træning og genoptræning begrænses brugen af hjælpemidler ofte for at få effekt af træningen, men hensynet til borgerens træning må ikke ske på bekostning af din sikkerhed, og du skal være oplært i netop det for at kunne vurdere, hvornår hjælpemidlet alligevel skal frem.
Arbejdstilsynet vurderer arbejdsstillinger og -bevægelser på fire ting, som aldrig står alene: hvor yderligt leddet er i forhold til sin normale stilling, om der er forværrende faktorer som trang plads, fastlåste stillinger, kraft eller tempo, hvor ofte det sker, og hvor længe ad gangen. Sengens højde, din afstand til borgeren, og om du kan stå i stedet for at bøje dig, er derfor ikke detaljer. Arbejdet skal tilrettelægges, så tunge opgaver fordeles mellem kolleger, så oplysninger om borgerens aktuelle tilstand gives videre, fordi opgaven kan ændre sig fra dag til dag, og så der er en pausekultur, der giver mulighed for at restituere.
Oplæring og instruktion skal gentages, når der kommer nye metoder eller nye hjælpemidler, og arbejdsgiveren skal sikre sig, at du har forstået den. Nyansatte, vikarer, elever og studerende skal have særlig opmærksomhed. Bliver du opmærksom på problemer i det fysiske arbejdsmiljø, som du ikke selv kan løse, skal du inddrage arbejdsmiljøorganisationen, din leder eller arbejdsgiveren; det er du instrueret i at gøre, og det er ikke at klage, det er at følge reglerne. Ændringer i, hvad borgeren kan, skal videre til næste vagt; se korrekt faglig dokumentation. Og en borger, der kan mere selv, skal have lov: det er både den bedste forebyggelse af skader hos dig og en del af hverdagsrehabiliteringen.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.