To kommunale ordninger findes for de borgere, der ikke kan bruge en almindelig tandlæge. De hedder omsorgstandpleje og specialtandpleje, de står i sundhedsloven, og de er tilbud, kommunen skal give. De er samtidig blandt de ordninger, der oftest ikke bliver brugt, fordi ingen får sagt til.
Kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud. Det er ordlyden, og den er vigtigere end den lyder: kriteriet er ikke en diagnose og ikke en alder, men om borgeren i praksis kan komme til og bruge en almindelig tandlæge.
Den, der får tilbudt omsorgstandpleje, kan vælge at modtage tilbuddet hos en privatpraktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker efter eget valg. Kommunen kan også aftale med regionen, at regionen varetager opgaven.
Kommunalbestyrelsen tilbyder et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede med flere, der ikke kan bruge de almindelige tilbud i børne- og ungdomstandplejen, i praksistandplejen eller i omsorgstandplejen. Tilbuddet kan drives af kommunen selv, af andre kommuner, af regionen eller af private klinikker, og kommunen laver en årlig redegørelse for sit forventede behov for pladser.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at borgeren selv skal betale en del af udgiften, og ministeren fastsætter den maksimale årlige betalingstakst, kommunen kan opkræve. Der er altså et loft, og det er et årligt beløb og ikke en pris pr. behandling. Det samme gælder for specialtandplejen efter § 134. Den konkrete takst afgøres af kommunen inden for loftet, og den er derfor et spørgsmål til kommunen og ikke noget, denne artikel kan svare på.
Fordi det er hjemmeplejen, der opdager behovet. Ingen tandlæge ringer og spørger, hvorfor en borger er holdt op med at komme. Den, der ser en mund hver dag, ser, at tandkødet bløder, at en protese ikke passer, at der er kommet huller, eller at borgeren er holdt op med at spise det, der skal tygges. Og den, der ser, at borgeren ikke længere kan komme hen til en tandlæge, er den samme.
Det, der skal ske, er derfor enkelt: skriv observationen i journalen, og sig til visitationen eller til den, der i kommunen visiterer til omsorgstandpleje, at borgeren vanskeligt kan bruge det almindelige tilbud. Det er kommunens vurdering at træffe, men den træffes ikke, hvis ingen rejser spørgsmålet.
Læs også: Mundpleje i praksis, Tandkødsbetændelse og parodontitis og Korrekt faglig dokumentation.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.