Nogle lægemidler kan volde stor skade, hvis de bruges forkert i bestemte situationer. Styrelsen for Patientsikkerhed kalder dem risikosituationslægemidler, fordi det ofte er situationen, ikke kun stoffet, der fører til hændelsen: dosisberegning, ændringer i behandlingen, kompleks dosering som ugentlig dosis eller dosis efter blodprøve, borgere med nedsat nyre- eller leverfunktion, og lægemidler, hvor den virksomme dosis ligger tæt på den giftige. Syv grupper går igen i de alvorlige sager.
Insulin doseres efter borgerens aktuelle blodsukker, og der skal ligge en behandlingsplan med klare aftaler om blodsukkerkontrol. Hold de forskellige insulintyper adskilt og tag kun én pen frem ad gangen; forveksling af langtids- og korttidsvirkende insulin er en af de typiske fejl. Dokumentér hver injektion og hav en fast systematik for indstikssted. Ugentlige injektioner glemmes let eller gives med forkert interval. Ved tabletter skal nyrefunktionen kontrolleres efter lægens anvisning, og lægen tager stilling til pause ved CT-scanning med kontrast. For meget insulin giver lavt blodsukker: utilpashed, bleghed, uro, sved og hjertebanken, og ubehandlet bevidstløshed.
Ved warfarin styres dosis af INR, så blodprøven skal være bestilt, taget og set. Forveksling af milligram og antal tabletter er en kendt fejl: fem tabletter á 2,5 mg er ikke 5 mg. Vær opmærksom på, om borgeren allerede får ét blodfortyndende middel, før et andet gives, på ændringer omkring operationer og undersøgelser, og på fald, hvor en blødning ikke stopper af sig selv. Ved DOAK og hepariner skal nyrefunktionen kontrolleres.
Må kun gives én gang om ugen og på samme ugedag hver uge. Den alvorlige fejl er daglig dosering, som overdoserer borgeren. Folinsyre, der ofte gives sammen med behandlingen, må ikke tages på methotrexatdagen, og de to slags tabletter må ikke forveksles. Reagér på mundbetændelse, blødning i hud og slimhinder, kvalme, opkastning og diarré.
Dosis tilpasses efter kaliumniveauet i blodet, og nyrefunktionen skal kontrolleres. Den dødelige forveksling er oral opløsning givet i en blodåre; i hjemmet er det først og fremmest depottabletter og opløsning til at drikke, og det, du holder øje med, er, at blodprøverne bliver taget, og at dosis følger dem.
Fjern det gamle depotplaster, før du sætter et nyt på, og dokumentér hvor og hvornår det er sat. Depottabletter og almindelige tabletter må ikke forveksles. Hos ældre og ved nedsat nyrefunktion skal dosis være lavere; en 93-årig, der bliver sløv med pauser i vejrtrækningen efter morfin, er guidens eget eksempel. Der skal stå en maksimal dosis for pn-opioid. Virker borgeren sløv, træt eller forvirret, eller er vejrtrækningen påvirket, reagerer du. Husk forebyggelse af forstoppelse.
Gentamicin bruges mest på hospital og kræver kontrol af nyrefunktion og blodniveau; ringen eller susen for ørerne og nedsat hørelse kan være tegn på overdosering. Digoxin findes i to styrker, 62,5 og 250 mikrogram, og gives først som mætningsdosis og derefter som lavere vedligeholdelsesdosis. Kvalme, opkastning, diarré og synsforstyrrelser kan være forgiftning, og blodprøver skal følges.
Ledelsen skal sikre, at der er instrukser, der tager højde for lægemidler med særlige forhold, fx dem, der ikke gives i faste doser. Er et lægemiddel hos din borger ét af de syv, og kender du ikke jeres instruks for det, så spørg, før du dispenserer.
Læs også: Sikker medicinering og identifikation, Medicinhåndtering i hjemmet og Utilsigtede hændelser med medicin.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.