Kompressionsbehandling er den primære behandling af venøse bensår, og der er evidens for, at den virker. Det er samtidig en af de opgaver, hjemmeplejen udfører flest gange om ugen, og en af dem, hvor forskellen mellem rigtigt og forkert er størst. Et bind lagt forkert heler ikke et sår; det kan skade et ben.
Kompression øger vævstrykket, så der ikke lækker væske ud fra hudens mindste blodkar, og blodet transporteres mod hjertet gennem de dybe vener ved hjælp af muskelpumpen i benene. Vene- og vævstrykket falder, og ødemet svinder. Bandagen understøtter muskelpumpen, gør veneklapperne mere kompetente og mindsker tilbageløbet. Derfor hænger to ting sammen, som ellers lyder som gode råd: borgeren skal bevæge sig, for muskelpumpen skal arbejde, og benene skal eleveres ved hvile, gerne over hjerteniveau to til fire timer i løbet af dagen og med hævet fodende om natten.
Vanddrivende medicin har ingen plads i behandlingen af venøse bensår, medmindre det er nødvendigt af hensyn til hjertet. Det er værd at vide, når nogen foreslår det som en genvej mod hævede ben.
Kompression er ikke harmløs, hvis blodforsyningen til benet i forvejen er dårlig. Kilden sætter to grænser: et tåtryk over 50 mmHg, eller et ankel-arm-indeks over 0,8. Som hovedregel kan borgere med følbare fodpulse eller et ankel-arm-indeks over 0,8 bruge kompressionsbandager uden risiko, og er der god puls i de to fodpulse, har borgeren almindeligvis et normalt indeks og tåler normal kompression. Er der derimod mistanke om, at en arteriel årsag spiller med, skal der laves trykmåling distalt og hos borgere med diabetes eventuelt tåtryk, før der lægges bind på.
For dig i hjemmet betyder det: føl efter fodpulsen, og kend borgerens seneste indeks. Ny smerte i et sår kan være tegn på infektion, og smerter, der kommer efter at bindet er lagt, eller tæer der bliver blege, kolde eller blå, er ikke noget, der skal vente til i morgen.
Generelt foretrækkes cirkulær bandage, og der er evidens for, at en multikomponentbandage med to eller fire lag giver bedre ødemreduktion end enkle bind. Valget af sårbandage bør gøres ud fra sårets og omgivelsernes udseende, og der mangler stadig bevis for, at moderne interaktive bandager heler bedre end de traditionelle; af hensyn til borgeren foretrækkes bandager, der ikke skal skiftes så ofte.
Ved et venøst sår ses aflejring af hæmosiderin, altså brunlig misfarvning, især omkring den indre ankel, og eksem eller opblødt hud i sårets omgivelser. Sår over knoglefremspring som anklerne er særligt udsatte. Er der stort alkoholforbrug eller diabetes, skal følesansen undersøges, fordi nedsat følesans ændrer hele billedet. Se Sårpleje og observation og Diabetes hos ældre: blodsukker, fødder og akut sygdom.
Et enkelt regnestykke siger meget om, hvorfor tålmodighed er en del af behandlingen. Er såret større end 5 kvadratcentimeter og har stået på i mere end 6 måneder, er der kun omkring en tredjedels sandsynlighed for opheling. Er kun én af de to betingelser opfyldt, stiger sandsynligheden til 85 procent, og er ingen af dem opfyldt, er den 95 procent med kompressionsbehandling. Det er et argument for at komme i gang tidligt, og det er noget, en borger må have lov at vide.
Når såret er helet, er behandlingen ikke slut. Borgeren skal bruge kompressionsstrømpe resten af livet, pleje huden omhyggeligt og undgå skader på huden. Kompressionsbehandling kan gives som særligt tilpassede strømper, men i begyndelsen, hvor hævelsen skal ned, bruges bind i stedet, og det er optimalt, at en sygeplejerske eller hjemmeplejen lægger dem, fordi det er svært at gøre selv.
Læs også: Tryksår, forebyggelse og observation og Hudpleje hos ældre.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.