Type 2-diabetes er en sygdom, hvor kroppen ikke kan udnytte insulinet, og hvor blodsukkeret derfor er for højt gennem år. Skaden sker langsomt, i de små blodkar i øjne, nyrer og nerver, og i de store kar til hjerte, hjerne og ben. Hos ældre, der får hjælp i hjemmet, er den ofte én sygdom blandt flere, og behandlingen er en balance: for højt blodsukker giver dehydrering, hyppig vandladning, infektioner og dårlig sårheling, men for lavt blodsukker kan give fald, forvirring og bevidstløshed inden for minutter. Det er det lave blodsukker, der er den akutte fare i hjemmeplejen.
Målet for langtidsblodsukkeret, HbA1c, sættes individuelt af lægen, og det bliver mindre stramt, jo mere skrøbelig borgeren er. Hos raske, selvhjulpne ældre kan et mål under 53-58 mmol/mol fastholdes, hvis det kan gøres uden lavt blodsukker. Hos ældre med flere sygdomme eller let nedsat kognition tillempes målet, under 64 mmol/mol, og hos svært syge er målet symptomfrihed: ikke lavt blodsukker og ikke symptomer på højt. Praktiserende lægernes vejledning siger det samme på en anden måde: hos skrøbelige ældre tilrådes en mindre stram kontrol, HbA1c 53-70 mmol/mol, og et HbA1c under 53 skal undgås. Ældre har øget risiko for alvorligt lavt blodsukker og reagerer samtidig ringere på advarselstegnene, og der vælges derfor medicin med lav risiko for det, og enkle insulinregimer, som hjemmeplejen kan hjælpe med.
Det betyder noget for dig, fordi et blodsukker, der ville være for højt hos en yngre, kan være rigtigt hos den skrøbelige borger, du hjælper. Spørg efter målet, og skriv det i planen. Et "for højt" blodsukker uden mål bag er ikke en observation.
Lavt blodsukker, hypoglykæmi, ses ved behandling med insulin, og ved tabletterne sulfonylurinstof og repaglinid; de fleste andre tabletter giver det ikke. Et blodsukker under 3,9 mmol/l er en opmærksomhedsværdi, og under 3,0 er klinisk betydende. Årsagen er som regel et misforhold mellem medicin, mad og aktivitet: et sprunget måltid, en mindre portion end sædvanligt, opkastning, en ekstra tur, alkohol, eller en nyrefunktion, der er faldet, så medicinen bliver i kroppen længere.
De første tegn er uro, sved, bleghed, rysten, hjertebanken, sult og humørsvingninger. Falder blodsukkeret videre, kommer koncentrationsbesvær, forvirring, syns- og føleforstyrrelser, og under omkring 2 mmol/l nedsat bevidsthed, kramper og lammelser. Hos ældre kan lavt blodsukker ligne en apopleksi, med halvsidig lammelse og påvirket bevidsthed, og hos borgere, der har haft diabetes i mange år, kan advarselstegnene mangle helt, så det første, nogen ser, er forvirringen. Natlige tilfælde er hyppige og vækker ikke altid borgeren. Mål blodsukkeret, når en borger med diabetes pludselig er anderledes, uanset hvad det ligner, og husk, at apparaterne er usikre i det lave område.
Kan borgeren synke, gives 20-25 g hurtige kulhydrater, druesukker eller juice, og derefter langsomme kulhydrater, fx et stykke rugbrød, så blodsukkeret ikke falder igen. Kan hun ikke synke, må der ikke gives noget i munden. Så lægges hun i stabilt sideleje, og glucagon 1 mg gives i musklen, hvis det er ordineret og til stede i hjemmet. Vågner hun ikke hurtigt, ringes 112. Et lavt blodsukker udløst af sulfonylurinstof er et særligt tilfælde: det kan vare i dage og komme igen, efter at borgeren er kommet sig, og det kræver indlæggelse. Ethvert tilfælde, hvor borgeren har skullet have hjælp af en anden, skal meldes til lægen, for det betyder som regel, at behandlingen skal ændres.
Det høje blodsukker er sjældent akut i sig selv, men det bliver det, når borgeren samtidig taber væske. Hyperosmolær hyperglykæmi er en sjælden, livstruende tilstand, der især rammer ældre med type 2-diabetes: et meget stort væskeunderskud og et blodsukker, der ofte er over 30 mmol/l. Vejen dertil er feber, opkastning, diarré eller blot for lidt at drikke i varmen, kombineret med at det høje blodsukker i sig selv driver væske ud gennem nyrerne. Tegnene er tørst, hyppig vandladning, tørre slimhinder, sløvhed og forvirring. En borger med diabetes, der er syg og drikker for lidt, skal have målt blodsukker, og et højt tal sammen med tegn på dehydrering er en lægekontakt samme dag. Læs mere i Dehydrering og infektion.
To slags medicin skal pauseres ved svær akut sygdom, høj feber, vedvarende opkastning eller diarré: metformin, fordi der ved nedsat nyrefunktion er risiko for laktatacidose, og SGLT-2-hæmmere, fordi der er en lille risiko for ketoacidose, som kan opstå selv ved næsten normalt blodsukker. Det er lægen, der pauserer og genstarter, men det er ofte dig, der ser, at borgeren er syg, og som skal spørge. Omvendt må insulin aldrig pauseres af sig selv, fordi borgeren "ikke spiser"; det er en lægebeslutning, og det er som regel dosis, ikke insulinen, der skal justeres. Ved en prednisolonkur, fx mod KOL-forværring, stiger blodsukkeret og skal følges tættere.
Fødder hos en borger med diabetes er sårbare, fordi nerverne, karrene og bindevævet i underbenene er forandret. Følesansen kan være nedsat, så et tryk fra en sko, en sten eller et for varmt fodbad ikke mærkes, og blodforsyningen kan være så ringe, at et lille sår ikke heler. Ethvert sår på foden hos en borger med diabetes skal tages alvorligt, og et sår, der ikke heler inden for 2-3 uger under behandling, skal til et sårcenter. Har borgeren en gang haft et fodsår, er risikoen for et nyt over 50 procent inden for 5 år.
Det, der er akut, er en rød, varm og hævet fod, feber eller almen påvirkning sammen med et fodsår, nyopståede svære hvilesmerter i foden, sort eller vådt væv, eller mistanke om en byld under fodsålen. Det er indlæggelse, ikke observation til i morgen. En rød, varm, hævet fod uden sår kan være en akut Charcot-fod, hvor knoglerne i foden bryder sammen, og den skal også ses akut.
Fodobservation er en del af den daglige pleje: se efter trykmærker, vabler, revner, hård hud med mørke prikker under, negle, der er for lange eller vokser ind, svamp mellem tæerne, og tør hud. Vask fødderne, tør grundigt mellem tæerne, brug fugtighedscreme ved tør hud men ikke mellem tæerne, og se i skoene efter sten og folder. Borgeren skal have undersøgt fødderne mindst en gang om året hos læge, sygeplejerske eller fodterapeut, og hun har ret til tilskud til fodterapeut efter sin risikogruppe. Hård hud og negleproblemer hører til hos fodterapeuten, ikke hos dig med en saks.
Læs også: Apopleksi: akut handling og hverdagen efter, KOL: åndenød, forværring og hverdagen, Sårpleje og observation og Risikosituationslægemidler.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.