Kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL, er en samlebetegnelse for lungesygdomme med en luftvejsforsnævring, der ikke kan behandles helt væk. Luftvejene er kronisk betændte og forsnævrede, og hos mange er lungevævet samtidig ødelagt, så de små lungeblærer er slået sammen til større hulrum (emfysem). Det skønnes, at omkring 400.000 mennesker i Danmark har KOL i en eller anden grad, og at 40-60.000 har svær eller meget svær KOL. Tobak er årsagen hos otte ud af ti. Sygdommen viser sig oftest først efter 60-årsalderen, og den er derfor en af de sygdomme, hjemmeplejen møder oftest.
Det, der gør KOL særlig i hverdagen, er, at forløbet er ustabilt. Perioder med nogenlunde ro afbrydes af forværringer, og hver indlæggelseskrævende forværring er alvorlig: dødeligheden under indlæggelsen er omkring 8 procent, og 30-dages-dødeligheden efter en indlæggelseskrævende forværring har på landsplan ligget på 15-20 procent. Årligt er der omkring 15.000 akutte indlæggelser med KOL-forværring. Det, du observerer hjemme hos borgeren, og hvor hurtigt du reagerer på det, har derfor betydning.
Kernen er åndenød, hoste og opspyt, og hos svært syge hyppige luftvejsinfektioner. Åndenøden kommer typisk, når lungefunktionen er faldet til omkring halvdelen af det forventede, først ved anstrengelse, senere ved let aktivitet. Borgeren bruger ofte hjælpemusklerne i hals og brystkasse til at trække vejret, og nogle får et tøndeformet bryst. Ved lav lungefunktion kan læber og fingre være blålige, fordi iltmætningen er lav, men iltmætningen kan også være normal trods meget svær KOL.
Det vigtigste, du kan gøre, er at kende borgerens sædvanlige niveau: hvor langt hun kan gå, hvor mange gange hun må stoppe på trappen, hvordan hendes opspyt plejer at se ud, hvor mange puf hun bruger af sin anfaldsmedicin, og hvad hendes iltmætning plejer at være, hvis den måles. Uden det niveau kan en forværring ikke ses. En fast sætning i dokumentationen om det sædvanlige er mere værd end en enkelt måling.
En forværring, en eksacerbation, er en pludselig forværring af åndenød, hoste eller opspyt ud over den sædvanlige dag-til-dag-variation. Den hyppigste årsag er infektion i de nedre luftveje, men også kulde, luftforurening, hjertesvigt, forkert medicinering og hyperventilation ved angst kan udløse den, og i et af tre tilfælde findes ingen årsag. De tre tegn, der afgør, om der skal antibiotika til, er øget åndenød, øget mængde opspyt og mere purulent, altså gult eller grønt, opspyt. Er to af de tre til stede, er der som regel indikation for antibiotika, og feber eller forhøjet CRP styrker den. Purulent opspyt er det tegn, der bedst peger på bakterier. Meld det derfor præcist: ikke "mere hoste", men "opspyttet er skiftet fra hvidt til grønt, og hun har brugt sin anfaldsmedicin seks gange siden i morges".
En forværring ved let til moderat KOL kan som regel behandles hjemme: mere af den bronkieudvidende anfaldsmedicin, en kort kur prednisolon, fx 37,5 mg dagligt i 5 dage, og eventuelt antibiotika. Ved svær KOL er det ofte lægen i lungeambulatoriet eller egen læge, der har lagt en plan for, hvad borgeren selv må starte. Kend den plan, og kend dens grænse. Prednisolon giver højt blodsukker, og hos en borger med diabetes skal blodsukkeret følges under kuren.
Det, der skal udløse et akut opkald, er tegn på, at hjemmebehandling ikke rækker: åndenød i hvile, der ikke letter af anfaldsmedicinen, at borgeren ikke kan tale i hele sætninger, sløvhed eller forvirring, som kan være tegn på ophobning af kuldioxid, en hurtig puls eller vejrtrækning, blålige læber, eller at hun simpelthen er mere syg, end hun plejer at være ved en forværring. Iltmætning er en hjælp, men et tal er ikke det samme som borgeren. Ved tvivl er det lægen, der vurderer, ikke dig.
Ilt er medicin, og ved KOL kan den skade. Nogle borgere med svær KOL har vænnet sig til et højt kuldioxidniveau, og for meget ilt kan gøre dem sløve og i sidste ende stoppe vejrtrækningen. Derfor er behandlingsmålet ved en akut forværring en iltmætning på 88-92 procent, ikke det, der er normalt for raske. Skru aldrig selv op for ilten ud fra et tal, og lad aldrig en borger få ilt fra en andens apparat. Hjemmeilt, langtidsbehandling i mere end 15 timer i døgnet, gives kun til borgere med kronisk lav ilt i blodet efter måling i lungeambulatoriet, og den forbedrer overlevelsen for netop dem. Den er ikke et middel mod åndenød i almindelighed, og de fleste med KOL har ikke gavn af den.
Fast daglig behandling med langtidsvirkende bronkieudvidende medicin er grundstammen, men den virker kun, hvis den inhaleres rigtigt. Et betydeligt problem i praksis er, at borgeren ikke kan trække vejret kraftigt nok til sin pulverinhalator, ikke holder vejret efter pustet, eller ikke ved, hvilken af sine inhalatorer der er den faste, og hvilken der er til anfald. Se borgeren tage sin medicin en gang imellem. Kan hun ikke bruge den, skal lægen vide det, så præparatet kan skiftes, eventuelt til en spray med spacer. Medicin.dk har instruktionsvideoer til hver enkelt inhalatortype, og det er dem, borgeren skal vises, ikke en generel forklaring.
Åndenød er det hyppigste symptom ved fremskreden KOL, og der er en del, der hjælper uden en recept. Læbebremse, at puste langsomt ud gennem næsten lukkede læber, holder luftvejene åbne under udåndingen og er den teknik, borgeren skal lære. Lejring med hævet overkrop, at støtte armene på et bord eller på lårene, så hjælpemusklerne kan arbejde, en ventilator eller åbent vindue med kølig luft mod ansigtet, og afspændingsøvelser lindrer. Angst og åndenød forstærker hinanden, og den, der bliver hos borgeren og taler roligt, gør noget, der virker. PEP-fløjte har lille evidens, men nogle føler, at den hjælper dem med at få slimen op, og den er ufarlig.
Rygestop er den eneste behandling, der bremser sygdommens udvikling; efter et rygestop falder lungefunktionen i samme takt som hos dem, der aldrig har røget, og de fleste får færre bronkitissymptomer og færre forværringer. Det gælder også ved svær KOL, og det er aldrig for sent at tilbyde hjælp. Årlig influenzavaccination bør tilbydes alle med KOL, og pneumokokvaccination reducerer forværringer og lungebetændelse. Fysisk aktivitet og lungerehabilitering, som kommunerne tilbyder, forbedrer funktionsevne og livskvalitet og nedsætter risikoen for genindlæggelse. Vægten skal følges: undervægt og tab af muskelmasse er et dårligt tegn ved KOL, og proteinrig kost eller tilskud kan være nødvendig, mens overvægt belaster vejrtrækningen. Angst og depression er hyppige og overses, og de forværrer åndenøden.
KOL er en uhelbredelig sygdom, og borgere med fremskreden KOL har palliative behov på linje med kræftpatienter. Der er i flere lungeambulatorier indført samtaler om fælles planlægning af behandlingsniveauet, herunder om genoplivning og respiratorbehandling, og det er en fordel, når det er talt igennem, før den næste forværring. Ved svær åndenød og angst, hvor behandlingen af sygdommen ikke rækker, kan lave doser opioid, fx morfin, lindre, og det er en lægeordination, ikke et tegn på, at man har opgivet. Terminaltilskud kan søges, når borgeren opfylder to af flere kriterier, blandt andet mindst to indlæggelser med forværring inden for de seneste 6 måneder, hjemmeilt, stigende afhængighed af andre i hverdagen eller BMI under 18 trods ernæringstilskud. Kend kriterierne, for det er ofte dig, der ser, at de er opfyldt. Læs mere i Palliativ pleje i hjemmet.
Læs også: Hjertesvigt: vægt, væske og forværring, Diabetes hos ældre: blodsukker, fødder og akut sygdom, Vitale værdier og Tidlig opsporing.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.