Hjertesvigt er ikke én sygdom, men et syndrom: hjertet kan ikke pumpe nok blod rundt, eller det kan kun gøre det ved at trykket inde i hjertet stiger. Kardinalsymptomerne er åndenød, træthed og væskeophobning, og de skyldes oftest iskæmisk hjertesygdom, forhøjet blodtryk, en hjertemuskelsygdom eller en klapfejl. Behandlingen er blevet meget bedre gennem de seneste årtier, og en borger med velbehandlet hjertesvigt kan leve længe og godt. Men underbehandling giver dårlig livskvalitet, hyppige indlæggelser og høj dødelighed, og det, der skiller de to forløb, er ofte, om forværringen blev opdaget i tide. Det er der, hjemmeplejen er.
Åndenød ved anstrengelse er det typiske symptom, og ved forværring kommer åndenød i liggende stilling, så borgeren sover med flere puder eller siddende, og anfald af åndenød om natten. Trætheden er udtalt. Væsken samler sig i benene som ødemer, i lungerne som åndenød og rallen, og i maven som kvalme og appetitløshed. Sværhedsgraden beskrives i NYHA-klasser, og de bruges til at følge borgeren: klasse I uden begrænsning, klasse II med let begrænsning, hvor almindelig aktivitet som trappegang til 2. sal eller støvsugning giver åndenød, klasse III, hvor lettere aktivitet som af- og påklædning eller trappegang til 1. sal giver symptomer, og klasse IV med symptomer i hvile. En borger, der glider fra én klasse til den næste, har en forværring, og det er den formulering, lægen forstår: "hun kunne klæde sig på selv i sidste uge, i dag skal hun hvile undervejs".
Væske vejer, og en borger, der tager 2 kg på over få dage, har ikke spist mere; hun har ophobet 2 liter væske. Vejning er derfor den enkleste og bedste observation ved hjertesvigt. Mange borgere vejer sig selv dagligt og kan efter aftale med lægen selv øge den vanddrivende medicin i perioder med mere væske. Kan borgeren ikke selv, er det en opgave for plejen: samme vægt, samme tidspunkt, samme tøj, efter morgentoilettet og før morgenmaden, og tallet skrevet ned, så det kan sammenlignes. Lægehåndbogen sætter grænsen ved ugentlige vejninger, hvor en vægtøgning på mere end 2 kg skal føre til justering af den vanddrivende medicin. Sammen med vægten ser du efter ødemer i ankler og underben, om buksekanten strammer, og om åndenøden er tiltaget.
Væskerestriktion er ikke en fast regel for alle med hjertesvigt. Behandlingsvejledningen siger, at den som udgangspunkt hører til indlagte patienter med overhydrering, og at stabile borgere ikke rutinemæssigt skal have den. Har borgeren tendens til væskeophobning, bør væskeindtaget dog holdes under 2 liter i døgnet, og ved overhydrering eller lavt natrium typisk halvanden til to liter. Det er lægen, der sætter grænsen, og den skal stå i planen, for ellers vil den ene hjælper skænke og den anden holde igen. En borger med hjertesvigt, som også er dehydreret, er en almindelig og farlig situation: den vanddrivende medicin, en varm dag og for lidt at drikke kan sende nyrerne i svigt og blodtrykket i bund. Reglen om at "holde igen" gælder aldrig uden et tal, og aldrig når borgeren er syg med feber, opkastning eller diarré; så er det lægen, der skal vurdere både væske og medicin.
Salt binder væske, og salt skal reduceres, særligt når der er tendens til væskeophobning. Det er færdigretter, pålæg, ost, brød og supper, der er de store kilder, ikke saltbøssen, og en borger, der lever af færdigretter fra plejens indkøb, får meget salt uden at vide det. Store mængder alkohol skal undgås.
Grundbehandlingen ved hjertesvigt med nedsat pumpefunktion er fire slags medicin, der alle forlænger livet: en ACE-hæmmer eller angiotensinreceptorblokker, en betablokker, en SGLT-2-hæmmer og en aldosteronantagonist. De trappes op til de doser, der er brugt i studierne, og en opnået behandling skal fastholdes og ikke reduceres, medmindre der er svære bivirkninger. Lavt blodtryk alene er ikke en grund til at stoppe, hvis borgeren ikke har symptomer af det. Det er værd at vide, når en borger siger, at hun "ikke får noget ud af" sine hjertepiller: de virker på det, hun ikke kan mærke.
Nogle ting i hverdagen påvirker, hvordan medicinen virker. Vanddrivende furosemid optages bedst en halv time før eller 2 timer efter et måltid, og en borger, der tager sin vanddrivende sammen med morgenmaden og alligevel tager på, kan have det som årsag. Betablokkere kan give en forbigående forværring af symptomerne i op til flere uger efter opstart, og det skal borgeren vide, så hun ikke stopper. Aldosteronantagonisten skal pauseres ved dehydrering, og SGLT-2-hæmmeren kan give ketoacidose ved faste eller akut svær sygdom; begge dele er lægebeslutninger, men de forudsætter, at nogen har fortalt lægen, at borgeren er syg. Kalium og nyretal kontrolleres regelmæssigt, og en borger, der ikke er blevet taget blodprøve på i et halvt år, er et spørgsmål til lægen.
Gigtpiller af typen NSAID og COX-2-hæmmere, som ibuprofen og diclofenac, nedsætter nyrefunktionen og giver salt- og væskeophobning hos borgere med hjertesvigt, og de bør helt undgås, fordi de formentlig øger dødeligheden. De sælges i håndkøb, de ligger i mange hjem, og en borger med ondt i knæet tager dem uden at tænke på hjertet. Spørg til dem, og fjern dem fra medicinlisten, hvis lægen ikke har ordineret dem. Calciumantagonisterne verapamil og diltiazem forværrer hjertesvigt og skal også undgås. Se altid på hele listen, også det, borgeren selv har købt, i Sikker medicinering.
Kontakt til hjertesvigtklinikken eller egen læge er indiceret, når NYHA-klassen forværres trods en fordobling af den vanddrivende medicin, og ved nye eller tiltagende brystsmerter, hjertebanken, tegn på væskeophobning eller besvimelse. Sat i hverdagens sprog: vægten stiger, benene hæver, hun sover med flere puder, hun har fået åndenød ved ting, hun kunne i sidste uge, hun er svimmel og falder, når hun rejser sig, eller hun har besvimet. Hvert af dem er en besked i dag, ikke i planlagt kontrol om tre måneder. Stabile borgere ses hos egen læge cirka hver 6.-12. måned med vægt, blodtryk, puls og blodprøver, og det er en kontrol, plejen kan hjælpe med at få gennemført.
Fysisk træning tilrådes ved let til moderat hjertesvigt og giver bedre form og livskvalitet; hjerterehabilitering tilbydes i kommunen og bør ikke springes over, fordi borgeren er gammel. Søvnapnø ses hos op mod en tredjedel og forværrer trætheden. Og borgere med fremskreden hjertesvigt, der ikke er kandidater til avanceret behandling på grund af alder og andre sygdomme, skal tilbydes en palliativ indsats, der mindsker symptomerne og genindlæggelserne. Det er en gruppe, der ofte overses, fordi hjertesvigt ikke opfattes som en dødelig sygdom. Det er den.
Læs også: KOL: åndenød, forværring og hverdagen, Parkinsons sygdom: medicin til tiden og de skjulte symptomer, Underernæring og væske og Faldudredning og forebyggelse.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.