Parkinsons sygdom skyldes et fremadskridende tab af de nerveceller i hjernen, der producerer dopamin. Forekomsten er omkring 1 procent i aldersgruppen 50-70 år og stiger med alderen. De klassiske tegn, kardinalsymptomerne, er hviletremor, en grov, langsom rysten, der mindskes ved aktivitet, rigiditet, en stivhed i musklerne, der mærkes som modstand, når du bevæger borgerens arm, langsomme og små bevægelser, og senere i forløbet balanceproblemer. Ansigtet bliver udtryksløst, stemmen svag, skriften lille, og gangen småtrippende med fremadbøjet holdning. Det, der ikke ses lige så let, er de ikke-motoriske symptomer, og det er dem, der oftest sender borgeren på hospitalet.
Der er ingen behandling, der bremser sygdommen, men levodopa, der omdannes til dopamin i hjernen, og de andre præparater lindrer symptomerne, ofte i mange år. Levodopa har kort virkningstid, og efterhånden mærker borgeren, at virkningen ebber ud, før næste dosis sætter ind, "wearing off", og senere svinger hun uforudsigeligt mellem "on", hvor hun er bevægelig, og "off", hvor hun er stiv og langsom. Om morgenen, før første dosis virker, kan hun være næsten ubevægelig. Doseringen er derfor tæt, op til 6-8 doser i døgnet, på faste klokkeslæt, som er tilpasset hende.
Det gør tiden til den vigtigste enkeltting i plejen. Vejledningen for hospitalerne siger, at medicinen skal gives inden for højst 30 minutter af det vanlige tidspunkt, at selv kortvarige pauser øger risikoen for immobilitet, forvirring, fejlsynkning og delir, og at forsinkede eller udeblevne doser skal dokumenteres med årsag, fordi det er en patientsikkerhedsrisiko. Tidligere opgørelser viser, at op mod 75 procent af indlagte ikke får deres medicin til tiden. I hjemmet er det jer, der er tiden: en borger, der får sin morgendosis klokken ni i stedet for klokken syv, fordi ruten er lagt sådan, kan være stiv, faldtruet og ude af stand til at spise resten af formiddagen. Doseringstidspunkterne for parkinsonmedicin skal derfor styre ruten, ikke omvendt, og de må aldrig samles til "morgen, middag, aften", fordi det er nemmere.
Brat ophør med medicinen kan udløse en sjælden, men livstruende tilstand med svær stivhed, feber, forvirring og bevidsthedspåvirkning, der udvikler sig over dage. Kan borgeren ikke synke, må medicinen derfor ikke bare udelades; det er et akut lægespørgsmål, og der findes løsninger ad andre veje, fx sonde. Levodopa fortsættes også hos døende, så længe det lindrer stivhed og smerter.
Alt, der blokerer dopamin, forværrer Parkinson, og noget af det gives rutinemæssigt til andre. Kvalmemidlerne metoclopramid og promethazin må ikke bruges; domperidon eller ondansetron kan bruges i stedet. Antipsykotika som haloperidol, risperidon, olanzapin og aripiprazol må ikke bruges, heller ikke "bare lidt" mod uro om natten; ved behov bruges lavdosis quetiapin efter lægens ordination. Opioider er ikke forbudt, men de giver forstoppelse, forvirring, fald og sløvhed, og selv små doser kan udløse delir. Medicin med antikolinerg virkning, som antihistaminer, visse blæremidler, baklofen og ældre antidepressiva, forværrer en række symptomer. Det er værd at have i baghovedet, hver gang en vagtlæge eller en skadestue ordinerer noget nyt til en borger med Parkinson; spørg, om de ved, at hun har sygdommen.
Forstoppelse er et af de hyppigste ikke-motoriske symptomer, og den er ikke bare ubehagelig: den nedsætter optagelsen af medicinen, så borgeren får mindre effekt af sine tabletter, og den kan udløse delir. Den skal behandles, med væske, fibre, bevægelse og som regel et fast afføringsmiddel som macrogol. Følg afføringen som en del af planen, ikke som noget, borgeren skal nævne selv. Levodopa og protein konkurrerer om optagelsen, og nogle borgere oplever ringere virkning efter et proteinrigt måltid; en proteinfattig kost frarådes dog, fordi den giver vægttab og fejlernæring, så det er tidspunktet for tabletten i forhold til måltidet, der eventuelt flyttes, efter aftale med lægen.
Ortostatisk hypotension, blodtryksfald når borgeren rejser sig, er almindeligt, både af sygdommen og af medicinen. Svimmelhed, uklarhed og fald i minutterne efter, at hun er kommet op, er tegnene, og de hyppigste parkinsonrelaterede årsager til fald er netop ortostatisk hypotension, "freezing", hvor fødderne pludselig sidder fast i gulvet, især i døråbninger og ved vending, og nedsat balance. Det, der hjælper, er rigelig væske, salt, høje støttestrømper, hævet hovedgærde om natten, og at rejse sig langsomt og vente lidt, før hun går. Lægen kan reducere medicin, der sænker blodtrykket. Måling af blodtryk liggende og stående er en observation, plejen kan lave, og den skal med, når borgeren er faldet. Ved freezing hjælper det ofte at give et ydre signal: tælle, træde hen over en streg på gulvet, eller sige "stort skridt".
Synkebesvær ses i alle stadier, forværres ved infektion og skal mistænkes ved tilbagevendende lungebetændelse eller vægttab. Tabletter, der bliver siddende, er både et synkeproblem og en medicinfejl. Savlen skyldes ikke mere spyt, men at borgeren synker sjældnere, og den kan lindres ved at stimulere synkningen med sukkerfrie bolsjer eller tyggegummi. En ergoterapeut og en diætist hører til, når vægten falder. Se Dysfagi og synkebesvær.
Synshallucinationer ses hos op til 40 procent i en eller anden grad, ofte som en fornemmelse af, at nogen er i rummet, eller skikkelser i øjenkrogen, og dopaminagonister giver dem oftere end levodopa. Egentlige hallucinationer ses især ved samtidig demens og søvnforstyrrelse. Risikoen for demens er 4-6 gange større end i befolkningen. En borger med Parkinson, der pludselig ser ting, er forvirret eller anderledes, har oftere delir end en forværring af sygdommen, og årsagerne er de sædvanlige: infektion, dehydrering, forstoppelse, urinretention, smerter fra fx et brud, søvnmangel, lavt blodtryk, og ny medicin. Det er dem, der skal findes og behandles først. Er det medicinen, er der en rækkefølge for, hvad lægen fjerner, og parkinsonmedicinen kommer sidst. Rolige omgivelser, god belysning, normal døgnrytme og kendte ansigter er plejens del. Læs mere i Delir og opsporing.
Dopaminagonister kan give impulskontrolforstyrrelser: spillelyst, købetrang, overspisning eller øget seksualdrift, som borgeren ikke selv kobler til medicinen, og som pårørende opdager først. Det er en bivirkning, ikke en karakterbrist, og lægen skal vide det. Søvnen er ofte forstyrret; ved REM-søvnforstyrrelse lever borgeren sine drømme ud med slag og råb, og en ægtefælle kan komme til skade. Det kan behandles.
Læs også: Apopleksi: akut handling og hverdagen efter, Hjertesvigt: vægt, væske og forværring, Faldudredning og forebyggelse og Medicinhåndtering i hjemmet.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.