Når hjemmehjælpen bliver mindre

Det sker sjældent som en beslutning. Det sker som en glidning. Besøget om eftermiddagen bliver kortere. Så bliver det hver anden dag. Så er det den nye normal, og ingen kan pege på det tidspunkt, hvor det blev besluttet.

Den psykiske del af hjælpen er den, det oftest rammer. Ikke af ond vilje, men fordi den ikke efterlader spor. Et gulv, der ikke er vasket, kan ses. Et bad, der ikke er givet, står i journalen. Et besøg, hvor nogen satte sig ned og fik dagen til at hænge sammen, efterlader ingenting at måle på.

Derfor kan det ske uden en afgørelse

Efter ældrelovens § 11 skal dit forløb løbende tilrettelægges og udføres i dialog mellem dig og den medarbejder, der kommer, og ud fra en faglig vurdering af dine aktuelle behov og ressourcer. Det er meningen, at der skal kunne skrues op og ned undervejs, uden at det skal forbi visitationen.

Vejledningen til loven siger klart, hvad det juridisk er: de løbende beslutninger udgør faktisk forvaltningsvirksomhed, der falder uden for forvaltningslovens anvendelsesområde. Der vil således ikke være tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand, der kan påklages til Ankestyrelsen.

Det er den sætning, du støder ind i, hvis du ringer og vil klage over, at der bliver brugt mindre tid. Og det er derfor, det første spørgsmål ikke er »hvordan klager jeg«, men »er der truffet en afgørelse«.

Hvornår kommunen alligevel skal give dig noget skriftligt

Her ligger den regel, der er værd at kunne. Efter ældrelovens § 29 skal kommunen ved afgørelser om dit forløb skriftligt oplyse dig om indholdet af det, du har fået bevilget. Kommunen kan undlade at sende et nyt brev ved mindre justeringer af begunstigende karakter — altså når du får mere.

Men vejledningen tilføjer: I tilfælde, hvor dele af borgerens hjælp også nedjusteres, finder bestemmelsen ikke anvendelse, og borgeren skal i så fald have en skriftlig afgørelse.

Læs den igen, for den er stærkere, end den ser ud. Undtagelsen gælder kun opjusteringer. Bliver noget sat ned — også selvom noget andet samtidig bliver sat op — skal du have en skriftlig afgørelse. Og en skriftlig afgørelse skal efter forvaltningsloven begrundes og være ledsaget af en klagevejledning.

Vejledningen forudser også, at det sker lidt ad gangen

Det er tænkt igennem, at små skridt kan lægge sig oven på hinanden. Vurderingen af, om en tilpasning er mindre og begunstigende, skal efter vejledningen tage afsæt i den seneste skriftlige oplysning, du har fået om indholdet af dit tilbud. Har der været en række små tilpasninger uden nyt brev, skal det vurderes konkret, om der samlet set er sket så væsentlige ændringer, at du skal have en ny skriftlig oplysning om det samlede tilbud.

Derfor er det gamle brev vigtigt. Det er nulpunktet.

Kommunen skal også selv holde øje

Du er ikke alene om at opdage det. Efter ældrelovens § 31, stk. 2, skal kommunen løbende følge de enkelte sager for at sikre, at tilbuddet fortsat opfylder sit formål, og herunder vurdere, om der er behov for at give andre tilbud. Det er en pligt, kommunen har af egen drift, ikke noget du skal udløse.

Sådan griber du det an

Bed først om den seneste skriftlige oplysning om indholdet af dit tilbud. Nævn § 29. Har du den ikke, så bed om aktindsigt i din egen sag.

Sammenlign derefter med det, der faktisk sker. Skriv det ned i en uge eller to: dato, tidspunkt, hvor længe, hvad der blev nået. En kalender med korte noter er det mest overbevisende dokument, en borger kan lægge på bordet, og den er svær at diskutere med.

Spørg så kommunen direkte: er der truffet en afgørelse om at nedsætte min hjælp? Svaret er enten ja — og så skal du have det skriftligt med begrundelse og klagevejledning — eller nej, og så er hjælpen ikke sat ned, og forskellen skal forklares.

Er der truffet en afgørelse efter § 10, kan den påklages til Ankestyrelsen efter ældrelovens § 30. Fristen er fire uger. Se sådan anker du en afgørelse og opfølgning og revurdering.

Hvis der ikke er nogen afgørelse at klage over

Så er vejen en anden, men den er ikke lukket. Bed om en revurdering af dit forløb med henvisning til, at dit behov har ændret sig, eller at tilbuddet ikke længere opfylder sit formål, jf. § 31, stk. 2. Det er en anmodning, kommunen skal tage stilling til, og den stillingtagen er en afgørelse.

Du kan også gå til kommunens ledelse frem for til visitationen, og du kan tage det op i ældrerådet, hvis du oplever, at det ikke kun handler om dig. Hjælper intet af det, kan du klage over hjemmeplejen ad den almindelige vej.

Kilder: Ældreloven §§ 10, 11, 29, 30 og 31 · Vejledning om ældreloven, VEJ nr. 9398 af 7. maj 2025, bemærkningerne til §§ 11, 29 og 31 · Forvaltningsloven om begrundelse og klagevejledning · Retssikkerhedsloven om klagefrist.

Ofte stillede spørgsmål

Skal kommunen give mig et brev, når hjælpen bliver mindre?
Ja, hvis der er tale om en nedjustering. Vejledningen til ældreloven siger, at reglen om at kunne undlade et nyt brev kun gælder mindre justeringer af begunstigende karakter. Bliver dele af din hjælp sat ned, finder den regel ikke anvendelse, og du skal have en skriftlig afgørelse.

Kan jeg klage over, at der bliver brugt mindre tid på mig?
Kun hvis der er truffet en afgørelse. De løbende justeringer inden for dit forløb efter ældrelovens § 11 er faktisk forvaltningsvirksomhed, ikke afgørelser, og de kan ikke påklages til Ankestyrelsen. Derfor er det afgørende at få afklaret, om noget er blevet nedjusteret formelt eller bare i praksis.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan finde min afgørelse?
Bed kommunen om den seneste skriftlige oplysning om indholdet af dit bevilgede tilbud. Den skal findes efter ældrelovens § 29, og du har ret til aktindsigt i din egen sag. Det er det dokument, alt andet skal måles op imod.