Det første, der skal siges, er også det, der oftest glemmes: ilt i koncentrationer over de 21 procent, der er i atmosfærisk luft, er et lægemiddel på lige fod med andre lægemidler. Det skal ordineres, det har en dosis, det har bivirkninger, og det kan skade. Ved manglende ilttilførsel opstår symptomer på iltmangel i løbet af et til to minutter, og begyndende vævsskade kort efter i de iltfølsomme væv. Men mere er ikke bedre.
Kronisk iltmangel med iltbehandling i hjemmet ses hyppigst hos borgere med svær kronisk obstruktiv lungesygdom, lungefibrose og andre lungesygdomme. Normalt er det læger fra lungemedicinske afdelinger, der ordinerer og justerer behandlingen hos disse borgere. Det er altså ikke en indstilling, hjemmeplejen skruer på, og det er heller ikke egen læges beslutning i første omgang. Studier har vist, at kontinuerlig iltbehandling i 15 til 24 timer i døgnet hos borgere med svær KOL forlænger overlevelsen og synes at have en gavnlig effekt på livskvaliteten. Derfor betyder det noget, om apparatet faktisk er tændt de timer, det skal.
I hjemmet bruges typisk en iltkoncentrator, som findes både stationær og bærbar, og som opkoncentrerer ilten fra atmosfærisk luft til 90 til 98 procent. På gaden og i ambulancer bruges gascylindre, hvor ilten er under tryk, og på hospitaler flydende ilt i kølede tanke.
Om masker og katetre er det værd at kunne to tal. Et næsekateter kan bruges ved flow op til 5 liter i minuttet og giver en iltkoncentration i indåndingsluften på 24 til 40 procent. En iltmaske kræver mindst 5 liter i minuttet og kan gå op til 15, og giver 28 til 50 procent; med reservoir kan koncentrationen øges til 40 til 70 procent, og med reservoir og ensretterventil er 100 procent muligt. Konsekvensen er, at en maske sat på med for lavt flow er en dårlig idé, og at et næsekateter skruet højt op ikke giver det, nogen tror.
Ved akut sygdom tilstræbes en iltmætning målt med pulsoximetri på 94 til 98 procent. Der er ingen behandlingsgevinst ved at give mere, og flere studier tyder på, at for høj ilt kan skade. Den nationale kliniske retningslinje fra 2019 siger, at ilt ikke skal bruges rutinemæssigt til akut syge voksne med normal iltmætning, fordi der ikke er sikre fordele, og fordi behandlingen muligvis øger risikoen for død. Normal iltmætning er her defineret som mindst 94 procent i hvile ved indånding af almindelig luft.
Men for borgere med øget risiko for ophobning af kuldioxid, blandt andet ved KOL og ved et bodymassindeks over 40, er lav iltmætning defineret anderledes: de bør først behandles med ilt, når mætningen er lavere end 88 til 92 procent, afhængigt af sygdommens sværhedsgrad. Det er netop de borgere, hjemmeplejen har flest af, og det er derfor, en saturation på 90 hos en KOL-borger ikke automatisk er en grund til at skrue op. Hvad der i øvrigt gælder ved forværring, står i KOL: åndenød, forværring og hverdagen.
Et andet tal er værd at have med: normal iltmætning kan opretholdes med en tredjedel af lungernes kapacitet. En akut syg borger med normal mætning kan altså have et svært lungesvigt. Mætningen alene frikender ingen. Se Måling og forståelse af vitale værdier.
Ilt brænder ikke selv, men sammen med en gnist og et brændbart materiale kan den fremkalde en eksplosionslignende brand. I et hjem betyder det cigaretter, stearinlys, gasblus og fedtede cremer. Det er en samtale, der skal tages venligt og tages igen.
Man bør læse brugsvejledningen til det udstyr, man råder over, og afprøve det under kyndig vejledning. Det gælder også, når det er tredje gang i denne uge, du møder en ny model. Om hvornår du overhovedet må udføre opgaven, står i Delegation af sundhedsfaglige opgaver.
Læs også: Tidlig opsporing af begyndende sygdom og Hjertesvigt: vægt, væske og forværring.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.