Udgangspunktet er, at den personlige frihed er ukrænkelig, og at det gælder, uanset om et menneske har nedsat psykisk funktionsevne eller ej. En borger kan som udgangspunkt til enhver tid takke nej til hjælp, og magt må kun bruges i de situationer, servicelovens kapitel 24, 24 a og 24 b udtrykkeligt beskriver. Reglerne blev revideret med virkning fra 1. juli 2024 og 1. januar 2025. Denne artikel bygger på servicelovens tekst og på Social- og Boligstyrelsens håndbog til fagpersoner om reglerne fra 2025; den handler om reglerne i serviceloven, ikke om tvang efter sundhedsloven eller psykiatriloven.
Formålet med reglerne er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige, og indgreb må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Magt må alene bruges for at sikre personens omsorg, værdighed og tryghed eller af hensyn til fællesskabet på et bo- eller dagtilbud eller til andre. Før ethvert indgreb skal der gøres, hvad der er muligt, for at få borgerens frivillige medvirken. Indgrebet skal stå i rimeligt forhold til det, der skal opnås, mindre indgribende midler skal bruges, hvis de er tilstrækkelige, og det skal ske så skånsomt og kortvarigt som muligt.
Reglerne gælder voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som får personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk bistand eller lignende efter serviceloven, og som ikke samtykker. Der skal foreligge faglig dokumentation for funktionsnedsættelsen; en diagnose alene betyder ikke, at der kan bruges magt. Funktionsnedsættelsen skal være både betydelig og varig: en forbigående forvirringstilstand er ikke omfattet, og det er demens i lettere grad heller ikke. Kapitel 24 gælder hele målgruppen, kapitel 24 a kun dem, hvis funktionsnedsættelse ikke skyldes demens eller anden erhvervet og fremadskridende mental svækkelse, og kapitel 24 b kun dem med demens eller lignende.
Det er magtanvendelse, når borgeren ikke frivilligt medvirker: når hun direkte modsætter sig, når hun forholder sig passivt, eller når hun ikke er i stand til at give informeret samtykke. Et samtykke er en aktiv tilkendegivelse, mundtlig, skriftlig eller med tegn, og passivitet er ikke et samtykke. Det skal være frivilligt, specifikt og informeret, givet umiddelbart i forhold til handlingen, og af en borger, der forstår, hvad det indebærer. Har borgeren intet eller kun lidt sprog, skal hendes signaler tolkes og tillægges samme vægt som ord. Kan det antages, at borgeren ville have samtykket, hvis hun kunne, er det stadig ikke et gyldigt samtykke, selv om hun ikke modsætter sig.
Fysisk guidning, fx at lægge en arm om skulderen for at vise, at hun skal følge med, og konfliktafværgelse, at stille sig mellem to personer, er ikke magtanvendelse og skal ikke indberettes, så længe det ikke indebærer fastholdelse; det bruges først, når socialpædagogiske tiltag forgæves er forsøgt. Det samme gælder tryghedsskabende velfærdsteknologi, fx en personlig alarm, hos en borger med demens, når hverken hun, værgen eller fremtidsfuldmægtigen modsætter sig, og de er informeret på forhånd; modsætter nogen sig, kræver det en kommunal afgørelse. Epilepsialarmer og lignende anfaldsalarmer er ikke magtanvendelse. En vejledende husorden på et bo- eller dagtilbud er heller ikke magt og kan ikke bruges som grundlag for indgreb.
Fire slags indgreb kan personalet foretage uden en forudgående afgørelse. Alle skal registreres og indberettes.
Resten kræver, at kommunalbestyrelsen, Det Socialfaglige Nævn eller Familieretshuset har truffet afgørelse, før noget sættes i værk, og de fleste af reglerne gælder bo- og dagtilbud. Kommunen kan for op til 12 måneder tillade særlige døråbnere ved yderdøre, afdelingsdøre og låger, når der er nærliggende risiko for væsentlig personskade, og andre muligheder forgæves er forsøgt; de må kun forsinke, ikke låse, og der skal være en døralarm, så beboere, der ikke selv kan betjene dem, får hjælp. Kommunen kan tillade stofseler til kørestol, seng, stol eller toilet for op til 18 måneder ved nærliggende risiko for personskade ved fald, uhensigtsmæssig siddestilling eller pludselige ukontrollerbare bevægelser, eller når selen hjælper personen med noget, hun ellers ikke kunne; selen må ikke bruges til at begrænse en utryg, aggressiv, hvileløs eller træt borger, og ved de fleste af betingelserne forudsættes det, at hun ikke modsætter sig. Kommunen kan tillade tryghedsskabende velfærdsteknologi og låsning eller sikring af yderdøre og vinduer til en beboers bolig på et botilbud, altid med mindst én uaflåst dør. Situationsbestemt kamerakig, låsning af skabe og skuffer og adgang til en beboers aflåste bolig kræver afgørelse i Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap, der er oprettet 1. januar 2025. Flytning til et botilbud uden samtykke afgøres af Familieretshuset efter kommunens indstilling; for en borger med demens, der ikke modsætter sig, men ikke kan samtykke, kan kommunen selv afgøre det, hvis værgen eller fremtidsfuldmægtigen tiltræder. Indgreb efter en afgørelse registreres siden lovændringen ikke længere hver gang, men samlet ud fra et skøn over antallet for den periode, afgørelsen har gældt.
Ud over det, der står i kapitel 24, 24 a og 24 b, kan der ikke gives tilladelse til magt. Straffelovens regler om nødværge og nødret kan gøre en handling straffri, når den var nødvendig for at afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb eller en truende skade på person eller gods, og ikke gik åbenbart ud over det forsvarlige. Det er ekstraordinær hjemmel til ekstraordinære situationer: en verbal trussel, der giver tid til at vente, er som regel ikke nok, afværgelsen skal være det mindst indgribende, der virker, og bestemmelserne kan aldrig være grundlag for jævnligt forekommende indgreb.
Ethvert indgreb registreres af det personale, der foretog det, straks og senest tre dage efter, og indberettes til personalelederen, som sender det videre til borgerens handlekommune og til den kommunalbestyrelse, der fører tilsyn med tilbuddet, på Social- og Boligstyrelsens skemaer. Personalelederen skal jævnligt orientere pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig om, hvilke indgreb der er foretaget, medmindre borgeren frabeder sig det og selv kan klage. Kommunen skal udarbejde en handleplan for, hvordan magt undgås fremover. Borgeren eller pårørende kan klage over personalets akutte indgreb til kommunalbestyrelsen og over kommunens afgørelser til Ankestyrelsen.
Håndbogen beskriver arbejdet som en tredeling: forebyggelse omkring 95 procent af tiden, håndtering 1-2 procent, og læring efter magtanvendelse 3-4 procent. Forebyggelsen er kendskab til borgerens livshistorie, reaktionsmønstre, rutiner og ønsker, ændrede rutiner frem for magt, og en oplevelse af kontrol i eget liv, som i sig selv mindsker angst og risiko for vold. Efter et indgreb skal der være en klar fordeling af, hvem der kontakter ledelse og pårørende, hvem der taler med de involverede, og adgang til supervision, og episoden skal analyseres, så mønstre bliver synlige. Ingen medarbejder skal stå alene med ansvaret. Hvordan man arbejder med adfærden, før magt bliver aktuel, står i faglig tilgang til demens; hvad omsorgspligten kræver, når borgeren siger nej, i omsorgspligt, når borgeren siger nej.
Læs også: Samtykke til pleje og behandling, Vold, trusler og alenearbejde og Delir, opsporing og handling.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.