Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Sådan står der i sundhedslovens § 15, og behandling er i reglerne defineret bredt: undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje, forebyggelse og sundhedsfremme. Reglen gælder derfor ikke kun lægens ordination, men også den pleje, du udfører hos borgeren. Denne artikel bygger på sundhedslovens kapitel 5, på bekendtgørelsen om information og samtykke, på Styrelsen for Patientsikkerheds sider om informeret samtykke og om generelt samtykke for varigt inhabile, og på journalføringsreglerne.
Et informeret samtykke består af to elementer, der hænger sammen: informationen og selve samtykket. Har borgeren ikke fået tilstrækkelig information, er samtykket mangelfuldt og dermed ikke gyldigt. Borgeren har efter § 16 ret til at få at vide, hvad tilstanden er, hvilke muligheder der er, herunder risiko for komplikationer og bivirkninger, og hvad konsekvensen er, hvis der ikke gøres noget. Informationen skal gives løbende, forståeligt, hensynsfuldt og tilpasset borgerens alder, modenhed og erfaring, mundtligt og på et tidspunkt, hvor der er tid til spørgsmål og overvejelse. Jo større risiko, desto mere omfattende information. Borgeren har også ret til at frabede sig information; det skal i journalen.
Samtykket skal være frivilligt og som udgangspunkt udtrykkeligt, mundtligt eller skriftligt. Et stiltiende samtykke kan efter omstændighederne være nok, hvis det er utvivlsomt, at borgeren er enig, fx når hun rækker armen frem til den blodtryksmåling, hun kender. Er du i tvivl, skal du spørge og få et udtrykkeligt ja. Samtykket gives til en konkret behandling i den aktuelle situation, og kommer der nye oplysninger, eller ændres planen, skal der indhentes samtykke igen. Borgeren kan trække sit samtykke tilbage når som helst. Ansvaret for, at samtykket er indhentet, ligger hos den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen; den, der udfører opgaven, skal sikre sig, at det er der.
Hvem der kan give samtykke, afhænger af borgeren. En habil borger, altså en, der kan forstå informationen og overskue konsekvenserne af sin beslutning, bestemmer selv. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give samtykke; forældrene skal informeres og inddrages. Og så er der de varigt inhabile: borgere, der varigt mangler evnen til at forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsforslag, fx på grund af demens, udviklingshæmning eller hjerneskade. Det er som udgangspunkt en lægelig vurdering, om en borger er varigt inhabil, og det er ikke det samme som at være under værgemål; en borger kan være varigt inhabil uden at have en værge.
For en varigt inhabil borger kan de nærmeste pårørende give samtykke til behandling. Er borgeren under værgemål, der omfatter personlige forhold, er det værgen, og har hun en fremtidsfuldmagt, der omfatter personlige forhold og er sat i kraft, er det fremtidsfuldmægtigen. Et stedfortrædende samtykke skal altid være udtrykkeligt. Nærmeste pårørende er først og fremmest ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linje og søskende, men familieforholdet er ikke afgørende; en nær ven kan være nærmeste pårørende, og det er den behandlingsansvarlige, der vurderer, hvem det er. Har borgeren hverken pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, kan behandlingen gennemføres, hvis en anden sundhedsperson med faglig indsigt, som ikke deltager i behandlingen, giver sin tilslutning; ved helt bagatelagtige indgreb som temperaturmåling eller skift af forbinding kan det ske uden. Forvalter stedfortræderen samtykket på en måde, der åbenbart vil skade borgeren, kan behandlingen gennemføres med tilslutning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Tre ting gælder, uanset hvem der samtykker. Borgeren skal informeres og inddrages, i det omfang hun forstår situationen, og hendes tilkendegivelser skal tillægges betydning, når de er aktuelle og relevante. Den varigt inhabile kan selv samtykke til mindre ting, hun i situationen kan forholde sig til, fx vejning, temperatur, puls, blodtryk eller pleje af et mindre sår; her behøver du ikke stedfortræderen. Og hun kan sige fra, med ord eller handling. Modsætter hun sig, må behandlingen ikke sættes i gang eller fortsætte, heller ikke selv om stedfortræderen har sagt ja. Videre behandling kan i så fald eventuelt ske efter reglerne i loven om tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Hvordan du arbejder videre, når borgeren siger nej, står i omsorgspligt, når borgeren siger nej.
For varigt inhabile borgere over 15 år kan stedfortræderen give et generelt informeret samtykke til en række mindre behandlinger på forhånd, så personalet kan handle, når behovet opstår, uden at kontakte pårørende hver gang. Det er tænkt til netop plejecentre, botilbud, hjemmepleje og hjemmesygepleje, fx så en borger med tegn på urinvejsinfektion kan undersøges og behandles uden forsinkelse. Samtykket skal være skriftligt, gælder højst 12 måneder ad gangen og kan trækkes helt eller delvist tilbage når som helst. Det kan indhentes af en sundhedsperson, også af ikke-autoriseret personale, der arbejder under en autoriserets ansvar, fx som lægens medhjælp, og den, der indhenter det, skal informere stedfortræderen om forventet effekt og risiko ved de omfattede behandlinger. Stedfortræderen har ikke krav på at give det: sundhedspersonen kan afvise, hvis det ikke er forsvarligt for borgeren, eller hvis der ikke kan blive enighed om, hvor meget der skal informeres undervejs. Det gælder som udgangspunkt kun det behandlingssted, hvor det er indhentet, og aldrig på sygehus.
Grundpakken, liste a, omfatter måling af temperatur, puls, blodtryk og iltmætning, urinstix, kompressionsbehandling, tryksårsforebyggelse, kontinenspleje, fingerprik til hæmoglobin, CRP eller blodsukker, undersøgelse og pleje af simple sår, vejning og almindelig lægelig undersøgelse. Vælges grundpakken, er det hele pakken. Liste b er tilvalg, der vælges enkeltvis, fx håndkøbsmedicin mod kendt forstoppelse eller kendte smerter, podning, næseskylning, undersøgelse og behandling af ukomplicerede infektioner i urinveje, øjne, hud og luftveje, fysio-, ergo- og fodterapi ved kendt behov, tandeftersyn og behandling af huller, og syn ved optiker. Finder du noget, der kræver mere end det, der er givet samtykke til, skal der indhentes konkret samtykke. Og den varigt inhabile kan stadig sige fra.
Er en borger, der midlertidigt eller varigt ikke kan samtykke, i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er nødvendig for at overleve eller for et væsentligt bedre resultat, kan behandlingen indledes uden samtykke fra nogen. Er der tid til at indhente samtykke, er det ikke et øjeblikkeligt behov. Hvad der gælder ved hjertestop, står i hjertestop og genoplivning.
Den information, der er givet, og den beslutning, borgeren eller stedfortræderen traf på grundlag af den, skal fremgå i nødvendigt omfang. Fravælger borgeren helt eller delvist den tilbudte pleje, skal det journalføres sammen med den information, hun fik om konsekvenserne. Kravet stiger med behandlingens kompleksitet og risiko og falder, når borgeren kender behandlingen, og intet er ændret; så er det nok at skrive, at hun er informeret og samtykker. Et stiltiende samtykke til de almindelige delelementer i en aftalt plan behøver ikke stå hver gang, men det skal kunne ses, at det var en behandling under planen. Det skal fremgå, hvem der kan give samtykke på borgerens vegne, om hun har frabedt sig information, og om en anden sundhedsperson eller styrelsen har givet tilslutning. Et generelt informeret samtykke skal stå i journalen med hvilke behandlinger, hvad der er aftalt, og hvornår det er indhentet og udløber, og der henvises til det, når det bruges.
Læs også: Tavshedspligt og deling af oplysninger, Magtanvendelse og selvbestemmelse og Korrekt faglig dokumentation.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.