Hjælp efter serviceloven forudsætter som udgangspunkt, at borgeren er indforstået med at modtage den, og ingen pleje eller behandling efter sundhedsloven må indledes uden samtykke. Alligevel må hjemmeplejen ikke bare gå igen, når en borger med betydelig nedsat psykisk funktionsevne siger nej til at blive vasket, spise eller få skiftet ble. Det er den balance, servicelovens § 82 om omsorgspligt handler om. Denne artikel bygger på serviceloven, på vejledningen om magtanvendelse, på Social- og Boligstyrelsens håndbog til fagpersoner fra 2025 og på sundhedslovens regler om samtykke.
En borger, der forstår informationen og kan overskue konsekvenserne af sin beslutning, har ret til at sige nej, også til noget, du fagligt mener er nødvendigt. Dit ansvar er, at nej'et er informeret: at hun har fået at vide, hvad konsekvensen kan være, på en måde hun forstår, og at hun har haft tid til at overveje. Fravælger hun helt eller delvist den tilbudte pleje, skal det journalføres sammen med den information, hun fik om konsekvenserne. Et samtykke gælder den konkrete behandling i den aktuelle situation, og det gør et nej også; hun kan sige ja senere. Hvad et gyldigt samtykke er, står i samtykke til pleje og behandling.
Kommunen skal yde hjælp efter serviceloven til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang. Pligten er begrundet i, at disse borgere ofte ikke kan afgive det fornødne samtykke, og den gælder for dem, det allerede er besluttet at yde en indsats for; den forpligter ikke kommunen til opsøgende arbejde. Omsorgspligtens omfang bygger på en afvejning af borgerens behov for hjælp, selvbestemmelse, sociale tryghed og værdighed. Kommunen skal desuden påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af borgerens interesser, og være opmærksom på, om der er behov for at bede Familieretshuset om en værge; Ankestyrelsen har slået fast, at en kommune, før den afgør en sag om hjælp til en borger, skal sikre sig, at borgeren kan varetage sine interesser.
Håndbogen oversætter pligten til personalets sprog: når en borger ikke vil vaskes eller have børstet tænder, har medarbejderne pligt til at finde den måde, borgeren vil modtage hjælpen på. De faglige spørgsmål er, hvilke handlinger der kan påvirke borgeren, og hvad der kan motivere hende, altid med udgangspunkt i hendes selvbestemmelse, værdier og livskvalitet. Hvis en borger aktivt modsætter sig eller ikke forholder sig til den tilbudte omsorg, skal der foretages et konkret skøn over, om omsorgen kan tilbydes på andre måder, der er mere imødekommende, eller om pligten til at undgå omsorgssvigt tilsiger, at netop denne indsats skal ydes her. En støtte- og kontaktperson, der kan formidle samarbejdet mellem kommunen og borgeren, kan indgå i overvejelserne.
Samtykke kan ikke opnås ved passivitet, og passivitet må ikke forveksles med frivillig medvirken. Kan det antages, at borgeren ville have givet samtykke, hvis hun kunne, er der stadig ikke et gyldigt samtykke, når hun ikke kan give udtryk for sine ønsker, heller ikke selv om hun ikke modsætter sig. Allerede når en borger forholder sig passivt, skal du derfor være opmærksom på, hvad du er i gang med. Efter sundhedsloven gælder det tilsvarende, at en varigt inhabil borger kan sige fra med ord eller handling, og så må behandlingen ikke gennemføres, selv om en pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig har givet samtykke.
Er man efter et konkret skøn nået til, at hensynet til at undgå personskade eller til borgerens omsorg, sikkerhed eller værdighed gør det nødvendigt at gennemføre omsorgen med magt, skal hjemlen findes i servicelovens regler om magtanvendelse, ikke i § 82. Håndbogen siger det samme: i enkelte tilfælde vil der, for at undgå omsorgssvigt, skulle handles, selv om borgeren har takket nej, men udelukkende når alle andre løsninger er forsøgt uden resultat, og der er hjemmel i magtanvendelsesreglerne. Hvilke indgreb det kan være, og hvad de kræver, står i magtanvendelse og selvbestemmelse. Efter sundhedsloven kan videre behandling af en varigt inhabil, der modsætter sig, eventuelt ske efter loven om tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile; det er en særskilt lov med egne betingelser, som ikke er behandlet her.
Jasmin er en yngre kvinde med udviklingshæmning, der ikke vil børste tænder og virker bange for tandbørsten; hendes tænder er i en tilstand, der bekymrer. Tvang ville hun opleve som et overgreb, men medarbejderne har en omsorgspligt. Ved at arbejde med livshistorien finder de frem til, at hun på et tidligere botilbud fik holdt kæben åben med et fast greb, mens en anden børstede. De finder også, at hun altid åbner munden for chokolade. Planen bliver at gøre hende tryg ved tandbørsten med chokolade på, lade hende børste med chokolade, og først derefter gå over til børnetandpasta. Det lykkes, og de to hensyn er balanceret. Pointen er ikke chokoladen; den er, at nej'et blev undersøgt i stedet for overtrumfet eller bare accepteret.
Læs også: Faglig tilgang til demens i plejen, Ansvar og kompetencegrænser og Hverdagsrehabilitering i praksis.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.