Sondeernæring og PEG-sonde

Sondeernæring vælges, når borgeren ikke kan tage tilstrækkelig næring til sig gennem munden, og mave-tarm-kanalen fungerer. Den har fordele frem for ernæring i blodåren, fordi den ligner den normale næringstilførsel: lavere risiko for infektioner og komplikationer, og tarmens egne hormoner, galdeproduktion og galdeudskillelse holdes i gang. Behandlingen begynder på hospitalet, men den leves i hjemmet, og det er der, det meste går galt eller godt.

Nasalsonde, og hvornår den skal afløses

En borger kan udskrives med nasalsonde i højst tre måneder. Skal sondeernæringen fortsætte derefter, fordi hun ikke på forsvarlig vis kan spise nok til at holde vægten, henvises hun til at få anlagt en PEG-sonde, altså en perkutan endoskopisk sonde i mavesækken. Ved fare for aspiration eller ved behov for placering længere nede lægges sonden i stedet i tyndtarmen, som PEJ.

Før udskrivelse skal der foreligge en ernæringsplan, og det bør fremgå af epikrisen, hvornår sonden bør skiftes. Mangler et af de to, er det ikke en detalje, der kan ordnes senere: det er den plan, hjemmeplejen skal arbejde efter. En PEG-pladesonde skal efter producentens anvisning skiftes efter cirka seks måneder, og en læge kan afvige fra det, hvis sonden ikke er misfarvet, ikke er hård i strukturen og i øvrigt fungerer.

Det, der forebygger aspiration

Aspiration er den komplikation, der slår borgere ihjel, og den forebygges med tre ting, plejen selv gør:

• Overkroppen hæves til 30-45 grader under indgiften og i en time efter.
• Sondens placering kontrolleres jævnligt og især efter hoste og opkast.
• En borger, der mangler hosterefleks, må ikke få sondeernæring uden tilsyn.

Risikoen reduceres i øvrigt ved, at sonden ligger i tyndtarmen, og ved kontinuerlig tilførsel frem for store portioner. Ved anlæggelse kontrolleres placeringen blandt andet ved at blæse 60 ml luft ned gennem sonden og lytte over maven, hvor en boblelyd tyder på korrekt placering; hos bevidstløse og ved manglende hosterefleks skal placeringen altid bekræftes med røntgen.

Diarré, der ikke er en infektion

Får en borger med sonde diarré, er det nærliggende at tænke smitte. Men osmotisk diarré kan skyldes, at næringen gives for hurtigt, i for store mængder, eller at sondeopløsningen har for høj osmolaritet, og antibiotika og andre lægemidler kan også give diarré. Det er værd at nævne, før en borger isoleres unødigt. Om det, der er smitte, står i Diarré hos ældre og Clostridioides difficile.

Refeeding

Refeeding syndrom ses hos underernærede, der ernæres efter en sultperiode, og viser sig blandt andet som lavt fosfat og andre forstyrrelser i kroppens salte. Det forebygges ved gradvis øgning af næringstilførslen under hyppig kontrol af elektrolytterne den første uge. Den vigtigste konsekvens for hjemmeplejen er, at en opstart aldrig er »bare at hænge posen op«: går det for stærkt, er det farligt. Læs også Underernæring og væske.

Mængderne, og hvad de skal måles mod

Det omtrentlige energibehov ved normalt sengeleje er 126 kJ pr. kg pr. døgn, svarende til 30 kcal, og det stiger ved sygdom og ved opbygning efter underernæring; feber lægger yderligere 42 kJ pr. kg til pr. grad. Standard væskebehov hos voksne ligger mellem 30 og 40 ml pr. kg kropsvægt i døgnet, og det inkluderer den tilførte sondeopløsning. Ved feber, sved, diarré og opkast skal tabt væske erstattes. Den tilførsel, der faktisk sker, kontrolleres mod kropsvægten, og vægtkontrollen kan uddelegeres til kommunens sygepleje. Det betyder i praksis, at vægten er den vigtigste måling, hjemmeplejen foretager på en borger med sonde.

Læs også: Dysfagi og synkebesvær, Ernæring og væske i blodåren og Stomipleje i hjemmet.

← Alle emner i Teknik i hjemmet