Parenteral ernæring er ernæring givet direkte i blodet. Den vælges, når næringsstofferne hverken kan indtages, fordøjes eller optages, og den kan enten supplere anden ernæring eller dække hele behovet, hvad der kaldes total parenteral ernæring. Beslutningen om at begynde træffes i samarbejde og efter konference, altså ikke af en enkelt behandler, og den forudsætter, at borgeren senere på naturlig vis kan klare sin ernæring.
Rækkefølgen er ikke til forhandling: ernæring gennem en sonde foretrækkes altid, hvor det er muligt. Den ligner den normale næringstilførsel mest og giver færre infektioner og komplikationer. Og selv når ernæring i blodåren er nødvendig, tilstræbes det, at borgeren også får noget gennem munden eller sonden, fordi immunforsvaret og infektionsforsvaret klarer sig bedre, når tarmen arbejder. Mere om den vej står i Sondeernæring og PEG-sonde.
Koncentrationen af næringsstoffer i blandingen er så høj, at den vil irritere og kunne skade perifere vener. Derfor gives parenteral ernæring som regel gennem et centralt venekateter. Ved langvarig behandling lader man ofte kateteret passere et stykke gennem underhuden, før det føres ind i venen, netop for at forebygge infektioner. Det er den detalje, der forklarer, hvorfor indstiksstedet på en borger i langtidsbehandling ligger et andet sted end der, hvor kateteret ender.
At alle komponenter kom i én pose, den såkaldte storpose, har gjort det enklere at gennemføre behandlingen både på sygehus og i hjemmet. Man bruger som regel en infusionspumpe til at styre tilførslen. Det basale døgnbehov for væske hos voksne er 1500 til 2500 ml. Sengeliggende akut syge bør have tilførslen fordelt kontinuerligt over hele døgnet for at undgå store udsving i blodets koncentrationer og i hormonniveauer, mens oppegående borgere kan få døgnbehovet givet over 10 timer, fortrinsvis om natten. Det er grunden til, at en borger i hjemmebehandling ofte er koblet til om aftenen og fri om dagen, og det er også grunden til, at aftenbesøget hos netop hende ikke kan rykkes en time uden konsekvens.
Varer behovet ud over tre til fire uger, bør behovet for energi, proteiner og tilsætninger gennemgås kritisk, og der kan blandes en sammensætning, der passer til den enkelte.
To slags problemer opstår i et hjem. Det ene er kateteret: rødme, hævelse, ømhed eller sivning ved indstikstedet, og feber eller kulderystelser, især når de kommer kort efter, at infusionen er startet. En infektion i et centralt kateter går til blodet, og den venter ikke til i morgen. Det andet er stofskiftet: en borger, der har været underernæret og pludselig ernæres, kan udvikle refeeding syndrom med lavt fosfat og andre forstyrrelser i kroppens salte, hvorfor tilførslen øges gradvis under hyppig kontrol af elektrolytter den første uge.
Dertil kommer det enkle, som ingen anden end hjemmeplejen kan levere: vægten, og om borgeren faktisk får det, der står i planen. Adækvat tilførsel kontrolleres mod kropsvægten, og kronisk syge bør ikke tilføres mere end behovet.
Arbejde med et centralt kateter er en delegeret sundhedsfaglig opgave, ikke en praktisk opgave. Hvornår du må, og hvad der skal være på plads først, står i Delegation af sundhedsfaglige opgaver og Ansvar og kompetencegrænser. Hygiejnen omkring det står i Forebyggelse af smitte ved pleje.
Læs også: Underernæring og væske og Dehydrering og infektion hos ældre.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.