Diarré er tre eller flere løse eller vandige afføringer om dagen. Akut infektiøs diarré er blandt de almindeligste sygdomme, mere end 50 procent skyldes virus, og omkring 95 procent af akutte diarréer går over af sig selv. Hos en ældre borger er der alligevel to ting, der kan gå galt, og begge hører hjemmeplejen til: væsketabet, som en gammel krop tåler dårligt, og den diarré, der kommer under eller efter antibiotika, hvor Clostridioides difficile kan stå bag. Diagnostik er kun undtagelsesvis nødvendig hos lægen, ved tegn på alvorlig infektion eller diarré i over 2 uger. Til gengæld skal plejen vide, hvad der er tegn på alvorlig infektion.
Lægehåndbogen deler akutte tarminfektioner i tre. Den ikke-inflammatoriske: vandige, ofte store afføringer, af og til kvalme og opkastning, uden blod, slim eller pus, og som regel uden feber. Det er virus og toksiner, og det klarer sig selv. Den inflammatoriske: slimede og blodige afføringer, som ikke er store, med feber, mavesmerter og smertefuld trang. Det er Campylobacter, Salmonella, Shigella og Clostridioides difficile. Og den systemiske: feber og påvirket almentilstand, hvor diarréen ikke behøver være det dominerende. Sygehistorien peger: hurtigt på retur taler for virus; kort tid fra måltid til symptomer for madforgiftning; blod, slim og pus for en inflammatorisk infektion; høj feber for invasiv infektion; og antibiotika i de sidste uger for Clostridioides difficile. Afføringsprøve sendes ved vedvarende blodig diarré og påvirket almentilstand, og laboratoriet undersøger rutinemæssigt for de fire almindelige tarmbakterier; skal der undersøges for Clostridioides difficile, skal det stå på rekvisitionen, og det er værd at nævne for lægen, hvis borgeren har fået antibiotika.
Rehydrering er det vigtigste tiltag og gælder særligt små børn og ældre. Bedst er en opløsning med lidt sukker og salt, som kan købes på apoteket, givet i små og hyppige portioner; smagen kan bedres med sukkerfri saft. Den kan også laves hjemme: 1 liter vand, en halv teske salt og 6-8 teskeer druesukker, eller tynd solbærsaft med en halv teske salt per liter. Sodavand og juice er ikke det samme: de indeholder 10-15 procent sukker, som trækker vand ind i tarmen og øger væsketabet, og skal i så fald fortyndes med vand i forholdet en til en. Mælk behøver ikke undgås, men gives ofte og lidt ad gangen, for eksempel hver 2. time. Almindelig kost genoptages hurtigst muligt, og stivelse, ris, havregryn, gulerødder og majs, mindsker mængden af diarré. Indlæggelse er aktuel ved udtalt dehydrering eller svært påvirket almentilstand, og ved langvarig diarré med påvirket almentilstand tages blodprøver for salte og nyrefunktion. Hvordan dehydrering ser ud hos ældre, og hvorfor den er svær at se, står i Dehydrering og infektion hos ældre; hvad diarré gør ved en borger på vanddrivende medicin, i Hjertesvigt: vægt, væske og forværring.
Stoppende middel, loperamid, kan bruges ved milde til moderate diarréer uden almensymptomer, virker bedst tidligt og forkorter ikke forløbet. Ved Clostridioides difficile bør det ikke gives, det kan forværre tilstanden, og det samme gælder opioider. Antibiotika er kun nødvendige ved de sværere infektioner, og altid ved Clostridioides difficile. Og en diarré, der ikke er en infektion, findes også: hos en borger med kendt forstoppelse kan tynd afføring være det, der løber forbi en prop. Se Forstoppelse hos ældre.
Omkring 20 procent af dem, der behandles med antibiotika, får diarré, og hos 20 procent af dem skyldes den Clostridioides difficile. Bakterien er den hyppigste årsag til antibiotikaudløst diarré på hospitaler og plejehjem, og der diagnosticeres årligt omkring 3500 tilfælde i Danmark, der er erhvervet under indlæggelse. Risikoen er antibiotika, særligt bredspektrede, og den mere end fordobles, når behandlingen varer længere end tre dage; syrehæmmende medicin; alder over 65 år; svækket almentilstand; nylig operation; og mange samtidige sygdomme. De fleste tilfælde opstår 4-9 dage efter, at antibiotika er begyndt, men infektionen kan komme op til 8 uger efter, at behandlingen er stoppet. En borger, der fik antibiotika for en lungebetændelse for en måned siden og nu får diarré, er derfor stadig en borger, hvor det skal nævnes.
Symptomerne er typisk feber og diarré med grødede, grønlige afføringer, og tilstanden kan udvikle sig til en livstruende tarmbetændelse. Tegn på svær sygdom er mavesmerter, påvirket nyrefunktion, feber over 38,5 grader, forvirring og blodtryksfald; ved det billede skal borgeren akut indlægges. Dødeligheden ved svær infektion hos ældre er 10-20 procent, og tilbagefald ses hos 20-30 procent, mange mere end én gang. Diagnosen stilles på en afføringsprøve, og behandlingen er at stoppe det udløsende antibiotikum og syrehæmmeren, hvis det er muligt, at erstatte væske og salte, og vancomycin som tabletter, 125 mg 4 gange dagligt i 10 dage, som udleveres fra hospitalet; alle, der skal behandles, henvises derfor til hospital, også når diagnosen er stillet hos egen læge. Effekten bedømmes senest på 6. dagen, og diarré, der ikke aftager, eller som bliver værre, skal lægen vide om samme dag. Ved tilbagefald og svær sygdom overvejes transplantation af tarmflora.
Smitten sker ved, at sporer kommer i munden, og sporerne tåler sprit og mavesyre. Hånddesinfektion er derfor ikke tilstrækkelig; sporer skal vaskes af med vand og sæbe. Bakterien overlever længe på genstande, kan overføres via personalets hænder og kan overleve i et rum i op til 40 dage efter, at den syge er væk. Kilden nævner håndvask, god hygiejne, handsker og kontaktsmitteisolering som forebyggelse, og for al infektiøs diarré, at håndvask efter toiletbesøg og før madlavning nedsætter antallet af tilfælde med op til 30 procent. I et hjem betyder det: handsker ved al kontakt med afføring og toilet, håndvask med vand og sæbe efter handskerne, og rengøring af toilet, håndtag og de flader, der røres. Hvilke værnemidler og hvilke midler der virker på sporer, står i Håndhygiejne i borgerens hjem, Isolationspleje i eget hjem og Rengøring og affald i hjemmet. Personale, der selv får diarré, hører ikke hjemme i køkkenet; kilden råder til fritagelse eller sygemelding fra arbejde med fødevarer.
Forebyggelsen begynder før diarréen: restriktiv brug af antibiotika, særligt cefalosporiner og kinoloner. Hos borgere med høj risiko, tidligere infektion, syrehæmmer, høj alder eller svækket immunforsvar, kan lægen overveje probiotika under og to uger efter antibiotikakuren, hvilket kan mindske risikoen for antibiotikaudløst diarré med omkring en tredjedel. Det er lægens valg, men det er plejen, der ved, at borgeren havde det sidste gang.
Læs også: Forebyggelse af smitte ved pleje, Værnemidler og korrekt brug og Underernæring og væske.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.