Bevægelse er ikke et tilbud ved siden af plejen. Den er en del af den, fordi det, der tabes ved inaktivitet, er det samme, som borgeren skal bruge for at klare sig selv: kondition, muskelstyrke, balance. Denne artikel bygger på Sundhedsstyrelsens håndbog om fysisk aktivitet i forebyggelse og behandling fra 2018, kapitlet om ældre og kapitlet om akutte infektioner, på Lægehåndbogens artikel om ældres sundhed og fysisk aktivitet og på Sundhedsstyrelsens håndbog i rehabiliteringsforløb.
Konditionen falder typisk med omkring 50 procent fra 20-årsalderen til 80-90-årsalderen, og muskelmassen omtrent lige så meget. Fra 65 til 84 år falder styrken i lårets strækkemuskler med omkring 1,5 procent om året og muskelpower med omkring 3,5 procent. Det er den langsomme kurve. Den hurtige er sengelejet: hos raske falder konditionen med omkring 10 procent på en uges sengeleje, og muskelstyrken med op til 20 procent. Håndbogen regner det igennem for en 85-årig kvinde: hendes kondital ligger i gennemsnit på 15, hvor trappegang er en maksimal præstation, og efter en uges sengeleje er det 13-14. Ved 11 er man som regel afhængig af andres hjælp. Tre ugers sengeleje kostede fem unge mænd lige så meget kondition, som 30 års aldring gjorde bagefter.
Ældre med lille reservekapacitet rammes hårdere end friske ældre af den inaktivitet, der følger med sygdom, indlæggelse og operation, og mange genvinder ikke deres tidligere funktionsniveau. Selv hos ældre uden for risikogruppen skader korte sygdomsperioder funktionsevnen. Fysisk aktivitet i de seneste år betyder mest: i et studie, der fulgte folk fra 50 til 75 år, var det aktivitetsniveauet som 70-årig, ikke som 50- eller 60-årig, der hang sammen med funktionsevnetab som 75-årig. Og det er aldrig for sent: ældre og gamle er lige så træningsegnede som yngre, og selv meget skrøbelige beboere på plejehjem kan træne, skriver Lægehåndbogen.
Fysisk funktion kan ses som et hierarki. Nederst ligger de basale funktioner: styrke, balance, koordination, bevægelighed og kondition. Ovenpå ligger simple bevægelser som at rulle og sætte sig op, så de sammensatte som at tage tøj på og gå på trapper, og øverst de aktiviteter, der også kræver hovedet og følelserne, fx socialt samvær. Når de basale funktioner svinder, falder etagerne ovenover en ad gangen. Selvrapporteret træthed ved dagligdags aktiviteter hos 70-årige forudsiger afhængighed fem år senere, og nedsat mobilitet kombineret med inaktivitet giver betydeligt forhøjet risiko for afhængighed og død. Den beskyttende effekt af aktivitet er størst hos dem, der allerede har mobilitetsproblemer, altså hos de borgere, du ser mest til.
Et enkelt redskab: rejse-sætte-sig-testen. Kan borgeren rejse sig fra en stol færre end fem gange på 30 sekunder, er der risiko for fald, og der er grund til at tale om balance- og styrketræning. Se faldudredning og forebyggelse.
Der er solid evidens for, at mindst 30 minutters moderat aktivitet om dagen påvirker dødelighed, sygelighed og funktionsevne hos ældre, og for, at alsidig aktivitet med tilstrækkelig høj belastning øger muskelstyrke, kondition, balance og funktionsevne. Styrketræning bedrer funktionen hos selv meget skrøbelige gamle og bør fylde mere i forebyggelse af funktionssvigt og i rehabilitering, skriver Lægehåndbogen. Superviseret, alsidig træning af styrke, balance og udholdenhed har givet målbare forbedringer i dagligdags funktioner hos skrøbelige hjemmeboende ældre og hos ældre med flere sygdomme efter fald.
Meget svækkede ældre kan i starten have brug for mange korte seancer, ti minutter ad gangen, snarere end én lang, og for nogle skal niveauet øges langsomt over måneder. Ved kroniske lidelser som slidgigt er træning ofte forbundet med smerter, så smerteregulering skal tænkes ind. Kontraindikationerne er få og klare: ustabil angina pectoris, mistanke om hjerteinfarkt, ukontrolleret arytmi og ledningsblok. Ved kendt hjerte-, lunge- eller ledsygdom bør niveauet drøftes med lægen; for almindelige raske ældre er lægetjek ikke nødvendigt før et fornuftigt program.
Fysisk aktivitet er både målrettet træning og almindelig aktivitet: gang, cykling, havearbejde, madlavning, rengøring og trappegang tæller. I hjemmet kan der trænes med elastikker, vægtmanchetter, håndvægte og vandflasker som modstand, og med trappetrin, knæbøjninger, hælhævninger og armstrækninger. Det, der er lystbetonet, holder; de fleste har svært ved at motionere af pligt, og for mange er det bedste at gå, gerne sammen med nogen, de holder af.
I plejen betyder det, at hver aktivitet, borgeren selv udfører, er træning: at rejse sig fra stolen selv, at gå til toilettet i stedet for at få bækkenet, at sidde op til måltiderne, at klæde sig på med tiden til det. Det hænger sammen med hverdagsrehabiliteringen, med forebyggelsen af tryksår og med delir, hvor mobilisering er et af de tiltag, der forebygger. Hos mennesker med demens er struktureret fysisk aktivitet en effektiv behandling, der kan dæmpe motorisk uro, vandring og aggression; se faglig tilgang til demens.
Der er tradition for at ordinere sengeleje ved infektion, men ikke dokumentation for, at det som hovedregel er nødvendigt. Ved feber over 38 grader eller symptomer under halsniveau skal der hviles, men hvile betyder ikke strengt sengeleje: borgeren må gerne gå omkring, bare ikke anstrenge sig. Efter overstået infektion skal den normale aktivitet hurtigt genoptages; den træthed, mange mærker bagefter, kan formentlig forklares som tabt kondition og muskelstyrke efter sengelejet. Læs også dehydrering og infektion hos ældre.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.