Alkohol er et emne, hjemmeplejen ser mere af end nogen anden. Flaskerne står i køkkenet, og faldet, den dårlige søvn, det høje blodtryk og det lave humør bliver observeret uden at blive sat i forbindelse med dem. Sundhedsstyrelsens grænser er, at intet forbrug er risikofrit, og at voksne højst bør drikke 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag. En genstand er 12 gram alkohol: en flaske øl på 0,33 l, et glas vin (der er 6-8 genstande i en hel flaske), eller 3 cl stærk spiritus. Det er to aldersgrupper, der oftest drikker over grænsen: unge mellem 16 og 24 år og midaldrende og ældre mellem 55 og 74 år. Blandt de over 75 er andelen mindre, men den er ikke faldet siden 2010, mens den er faldet i alle andre aldersgrupper. Kilden kalder det en generationseffekt: årgangene fra 1940-1950 har taget en våd alkoholkultur med sig ind i alderdommen. Det er præcis den generation, hjemmeplejen har nøglen til.
Lægehåndbogen lister det, der bør få en læge til at spørge om alkohol: lugt af alkohol, skader efter fald, maveproblemer, forhøjet blodtryk, træthed, søvnbesvær og depressive symptomer. Det er en liste over det, plejen ser hver dag. Tidligt i forløbet er der ingen sikre kliniske tegn, men ofte ændret adfærd, og familien er en god kilde. Senere kommer dårlig almentilstand og hygiejne, sår og blå mærker, nedsat følesans i fødderne, balanceproblemer og rysten, og tegn på leverskade. Cirka 20 procent af indlagte på hospital har et alkoholproblem, og et stort forbrug over tid øger risikoen for mere end 200 sygdomme. Hos ældre er der to ting mere. Screeningsværktøjet AUDIT, som lægen bruger, har ringere validitet hos ældre, så den kliniske observation vejer tungere. Og alkohol ligner andre ting hos ældre: fald, forvirring, demens, depression og dårlig ernæring, så det skal tænkes ind, hvor det ikke bliver sagt.
Det afgørende er sproget. Kilden er tydelig: tal om alkoholvaner, alkoholforbrug og alkoholproblemer, ikke om alkoholikere og misbrug, så personen og adfærden skilles ad; så er det lettere for borgeren at bede om hjælp. Sig "jeg tænker, at" frem for "jeg har mistanke om". Almengør det: "Symptomer som dine kan hænge sammen med flere ting, for eksempel alkohol. Må jeg spørge om dine alkoholvaner?" Spørg åbent og ligeværdigt, med respekt, empati og optimisme, uanset hvad svaret er. Og spørg konkret: hvornår drikker du, og hvor meget bliver det cirka i løbet af en uge. Hvad borgeren svarer, hører til i journalen som hendes egne ord, ikke som en vurdering. Det er ikke plejens opgave at stille diagnosen, men det er plejens opgave at få det sagt til lægen, og at gøre det uden at moralisere, for moralisering lukker samtalen.
Hovedreglen er, at alkohol i kroppen forstærker både virkning og bivirkning af medicin og forsinker omsætningen i leveren. Den vigtigste interaktion er med alt, der virker i hjernen: sovemedicin, beroligende medicin, antidepressiva, antipsykotika, antihistaminer, parkinsonmedicin og stærke smertestillende. Opioider, også kodein, kan give alvorlige interaktioner selv ved lave promiller. Blodtryksmedicin og nitrater giver øget risiko for blodtryksfald, når borgeren rejser sig. Gigtpiller, acetylsalicylsyre og blodfortyndende medicin sammen med alkohol øger blødningsrisikoen. Metronidazol må ikke kombineres med alkohol, og ikke i tre dage efter. Hos borgere med tidligere overforbrug bør opioider og benzodiazepiner helt undgås, fordi de kan vække trangen igen. Et enkelt glas giver sjældent over 0,3 promille, og der er få væsentlige interaktioner ved så lavt niveau; det er mængden og medicinlisten, der afgør risikoen. En borger med en doseringsæske fuld af psykofarmaka og en flaske rødvin om dagen er en risiko, uanset hvad hun kalder det. Se Sikker medicinering og identifikation.
Holder en borger med et stort forbrug pludselig op, fx fordi hun bliver syg, indlagt eller ikke længere kan komme til købmanden, kommer abstinenserne inden for få timer til få dage: sved eller puls over 100, rysten på hænderne, søvnløshed, kvalme, uro, angst, og i sværere tilfælde syner og kramper. Ubehandlede abstinenser, "kold tyrker", bør høre en historisk fortid til: hver gang de står ubehandlede, bliver de næste værre, og risikoen for kramper og delirium tremens stiger. Delirium tremens udvikles hos under 5 procent af dem med abstinenser, som regel efter 2-3 døgn, og er ubehandlet livstruende med en dødelighed på op til 20 procent; behandlet er den omkring 1 procent. Behandlingen er lægens og består af benzodiazepiner og B-vitamin, og de fleste kan behandles ambulant i alkoholbehandlingen, mens svære abstinenser, tidligere kramper eller delir, betydende anden sygdom, selvmordstanker og manglende netværk kræver indlæggelse. Det, plejen skal gøre, er at kende forbruget, så et pludseligt stop bliver forudset, og at melde rysten, sved, uro og forvirring samme dag hos en borger, der plejer at drikke. En ældre med begyndende forvirring, der er "holdt op med at drikke" for to dage siden, er akut. Læs også Delir og opsporing.
Alkoholbehandling er en kommunal opgave. Der er mere end 60 kommunale behandlingssteder, ambulant behandling er gratis og uafhængig af bopæl, man har krav på anonym behandling, hvis man ønsker det, og der er 14 dages behandlingsgaranti. Lettere problemer kan klares hos egen læge med korte samtaler, og medicin som acamprosat og naltrexon kan støtte, når samtalen ikke er nok. Kognitiv adfærdsterapi er den bedst dokumenterede samtalebehandling, og tilbagefald hører til forløbet; tidlig henvendelse under et tilbagefald er det vigtige. Til pårørende siger kilden: pas på dit eget helbred, tag ikke ansvar for drikkeriet, tal jævnbyrdigt uden at fordømme, tilbyd hjælp til at søge behandling, søg selv rådgivning, og gem ikke flaskerne, det hjælper ikke. Rådgivning til pårørende øger sandsynligheden for, at den, der drikker, kommer i behandling. Alkolinjen tilbyder gratis rådgivning.
Læs også: Depression hos ældre, Søvn og sovemedicin hos ældre, Faldudredning og forebyggelse og Omsorgspligt, når borgeren siger nej.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.