Depression hos ældre er ikke en naturlig del af alderdommen, og den er hverken sjælden eller ufarlig: 5-10 procent af ældre har en depression, alvorlig depression rammer 1-4 procent, moderate depressioner 8-16 procent, og på plejehjem er der i en norsk opgørelse fundet depression hos 32 procent af beboerne. Alligevel er depression hos ældre underdiagnosticeret og underbehandlet. Det er der en grund til, som handler om hjemmeplejen: hos ældre ser depressionen tit ikke ud som depression. Den ser ud som træthed, mavepine, bekymring for at være syg, en borger, der ikke gider, eller en borger, der er blevet "dement". Den, der ser borgeren hver dag, er ofte den eneste, der kan se forskellen.
Kernen i en depression er nedtrykthed, nedsat lyst eller interesse og nedsat energi, ledsaget af koncentrationsbesvær, selvbebrejdelser, søvnbesvær, appetitløshed og tanker om død eller selvmord. Tilstanden skal have varet i mindst 2 uger. Men hos ældre ses oftere atypiske former end hos yngre, og det er dem, der overses:
Selv om en borger med en atypisk depression ikke opfylder de formelle kriterier, kan behandling være nødvendig. Det, du skal melde, er derfor ikke "hun virker deprimeret", men den konkrete forandring: hun spiser mindre, hun har lagt sit strikketøj, hun spørger fem gange om dagen, om hun er syg, hun kan ikke længere finde ud af sin doseringsæske, som hun kunne i foråret.
Lægens opgave er at udelukke det, der kan ligne: somatisk sygdom, sorg, demens, delir, alkohol og medicin. Det er værd at kende listen, for det er ofte plejens observationer, der afgør den. Stofskiftesygdom, infektion, B12-mangel, underernæring, apopleksi, hjerteinfarkt og kræft kan alle give depressive symptomer. Medicin kan udløse dem: benzodiazepiner, binyrebarkhormon, betablokkere og parkinsonmedicin er blandt de nævnte, og polyfarmaci i sig selv kan udløse eller forstærke et sænket stemningsleje. Skellet mellem depression og demens er svært, og de findes ofte sammen; forekomsten af depression er særlig høj blandt ældre med demens. Og en sorgreaktion efter tab af ægtefælle er ikke en sygdom, men den kan blive til én. Læs også Delir og opsporing og Faglig tilgang til demens i plejen.
Nogle ældre glider ind i det, Lægehåndbogen kalder sundhedssvigt: et vægttab på mere end 5 procent, nedsat appetit, dårlig ernæring og inaktivitet, ofte med dehydrering og depressive symptomer. Fire syndromer hænger sammen i det billede og varsler en dårlig prognose: nedsat fysisk funktion, ernæringssvigt, depression og kognitiv svækkelse. Det rammer 5-35 procent af hjemmeboende ældre. Det er som regel pårørende eller plejepersonale, der kontakter lægen, og pointen i kilden er, at tilstanden ikke uden videre skal opfattes som en naturlig afslutning på livet; ofte kan en rigtig diagnose føre til behandling. Depression kan være både årsag og følge, og ældre med depression klager ofte over fysiske problemer. Vægten, appetitten og vejningen er derfor også psykiatriske observationer. Se Underernæring og væske.
Antidepressiv medicin virker mindst lige så godt hos ældre som hos yngre, og som udgangspunkt kombineres medicin og samtalebehandling. Første valg er SSRI, startet i lav dosis og øget langsomt over uger, fordi risikoen for bivirkninger er større hos ældre; dosis ender ofte lavere end hos yngre. To ting om tiden er vigtige for plejen. For det første skal en dosis gives i mindst 4 uger, før effekten kan bedømmes, og halvdelen responderer først efter 8 uger eller mere; en borger, der "ikke har fået det bedre" efter ti dage, er ikke et tegn på, at medicinen ikke virker. For det andet skal behandlingen fortsætte i mindst 6 til 12 måneder, efter at borgeren er blevet rask, fordi risikoen for tilbagefald ved for tidligt stop er op til 70 procent, og efter en alvorlig episode mindst 1 år. Nedtrapning sker over 2-3 uger. Depression hos ældre kommer ofte igen; i et studie fik 90 procent tilbagefald inden 3 år. Så en borger, der selv holder op, fordi hun har det godt nu, skal lægen vide om.
Lægen skal følge op med en samtale inden for 1 til 2 uger efter opstart, blandt andet fordi selvmordsrisikoen kan være øget i opstartsfasen og ved begyndende bedring, når energien kommer før humøret. Der er i den periode brug for, at plejen ser borgeren tit og melder ændringer samme dag. Ved manglende effekt eller ledsagende søvnbesvær, angst og nedsat appetit kan lægen skifte til eller supplere med et andet præparat, og ved psykotiske symptomer eller svær depression er det en specialistopgave; elektrokonvulsiv behandling er effektiv og skånsom hos ældre med alvorlig depression. Kontrol bør ske mindst hvert halve år, og efter ophør med medicin bør borgeren følges i mindst et år. Læs mere om selvmordsrisiko i Selvmordsrisiko hos ældre.
Kilden er tydelig: undgå alkohol, vær så fysisk aktiv som muligt, find aktiviteter sammen med andre, inddrag pårørende, og vær opmærksom på isolation og ensomhed. Samtalebehandling hjælper særligt, hvor depressionen er udløst af en bestemt hændelse. Reminiscens, at hente gode minder frem og blive ved dem, har en plads, og aktivering tilpasset borgerens funktionsniveau har både en behandlende og en forebyggende virkning. Det er ting, hjemmeplejen kan bære: at komme til tiden, at spise sammen, at gå en tur, at følge til dagcentret, at få de pårørende ind. Den praktiserende læge kan lave opsøgende hjemmebesøg, og kommunen kan også, og det er værd at bede om for den borger, der ikke selv kommer til lægen.
Læs også: Angst og uro hos ældre, Søvn og sovemedicin hos ældre, Tidlig opsporing af begyndende sygdom og Hverdagsrehabilitering i praksis.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.