Angst er et af de hyppigste symptomer, lægen møder, og mindst hver tiende rammes en gang i livet af en angsttilstand. I almen praksis registreres angst hos 5-15 procent, og forskningen viser, at mange angstlidelser overses. Hos ældre overses de endnu lettere, fordi angsten sjældent siger sit navn. Den kommer som svimmelhed, åndenød, hjertebanken, muskelsmerter, søvnbesvær, træthed og en uro, personalet oplever som "krævende". Mange søger læge for de kropslige gener, og nogle har været på skadestuen flere gange af frygt for hjertet. Det, hjemmeplejen kan gøre, er at genkende mønsteret og få det sagt til lægen, så borgeren ikke bliver sendt fra undersøgelse til undersøgelse, mens angsten står ubehandlet.
Frygt er en normal reaktion på noget farligt, og hos en borger, der er faldet, har mistet sin ægtefælle eller lige har fået en alvorlig diagnose, er ængstelse rimelig. Patologisk angst er anderledes: den udløses lettere, er overdreven eller tilsyneladende uden årsag, og den er gennemgribende og påvirker funktionen. Kroppen reagerer, som om der var fare: pulsen stiger, hænder og fødder bliver kolde, musklerne spændes, og et akut anfald kan give hyperventilation og en fornemmelse af ikke at kunne få luft. Netop derfor kan angst ikke skelnes fra sygdom med det blotte øje, og lægen skal udelukke det, der kan ligne: hjertesygdom, for højt stofskifte, astma og andre lungesygdomme og sygdomme i det indre øre. Er undersøgelserne normale, skal borgeren ikke sendes videre til nye specialister, men have at vide, at det er en psykisk lidelse, som kan behandles med godt resultat. Sætningen "det er ingenting, det er kun psykisk" hører ingen steder hjemme.
Generaliseret angst er den hyppigste. Angsten er vedvarende i mindst 6 måneder, ikke bundet til bestemte situationer, og kommer ikke i klare anfald. Borgeren bekymrer sig de fleste dage, ude af proportion, om sygdom, ulykker, økonomi og de nærmeste, er anspændt, rastløs, har spændingshovedpine, sveder, ryster, er svimmel og har ondt i maven. Mange har altid været ængstelige, og symptomerne forværres ved belastning. Tilstanden er kronisk og svinger, og spontan bedring er sjælden; depression findes samtidig hos 30-60 procent, og alkoholproblemer hos mere end en tredjedel.
Panikangst kommer i anfald, pludseligt og uforudsigeligt: hjertebanken, brystsmerter, kvælningsfornemmelse, svimmelhed og en følelse af uvirkelighed, sammen med en rædsel for at dø, miste kontrollen eller blive sindssyg. Anfaldene svinder i løbet af få minutter, men der udvikles hurtigt angst for angsten, og borgeren begynder at undgå steder og situationer. Fobisk angst er bundet til bestemte situationer, og undgåelse giver lettelse, som holder fobien ved lige. Og angst ved depression er almindelig: ved kombineret angst og depression har behandlingen af depressionen prioritet, og panikanfald, der begynder under en depression, regnes som en del af den.
Ved et anfald er det vigtigste, at du bliver, taler roligt og ikke selv bliver bange. Ved hyperventilation har de fleste gavn af at genånde i en pose i et minut eller to. Sig, hvad der sker: at det er angst, at det er ubehageligt, og at det går over. Undgå at diskutere, om der er fare; angsten lytter ikke til argumenter, men til ro. Bagefter skriver du, hvad der udløste det, hvor længe det varede, og hvad der hjalp, for det er den sygehistorie, lægen har brug for, og som borgeren ofte ikke selv kan give.
Kognitiv adfærdsterapi er førstevalg og bedst dokumenteret, med mere varig virkning end medicin, og psykoterapi er den mest effektive behandling af de fleste angstlidelser. Er der brug for medicin, er antidepressiva af typen SSRI førstevalg; de virker først op til efter fire uger, men er ikke vanedannende. Fysisk træning har moderat evidens, og hver enkelt træning har en umiddelbar lindrende virkning, så en daglig gåtur er også behandling. Internetbaseret behandling findes for let til moderat angst, men kræver, at borgeren kan læse og arbejde selvstændigt med et program. Læs også Aktivitet og mobilisering.
Benzodiazepiner virker godt på angstsymptomerne og er netop derfor farlige. De bruges kun meget sjældent, i kort tid, når intet andet har hjulpet, og de har ingen plads ved fobisk angst. Hos ældre er de en risikomedicin: halveringstiden for diazepam stiger fra 20-50 timer hos unge voksne til op til 110 timer hos ældre, hjernen bliver mere følsom, og følgen er forlænget sløvhed, fald og knoglebrud. En del af forbruget kunne have været undgået, hvis nogen havde taget sig tid til at berolige og forklare. Det er ikke kun lægens opgave. Se Håndtering af risikosituationslægemidler og Faldudredning og forebyggelse.
Læs også: Depression hos ældre, Alkohol hos ældre og Søvn og sovemedicin hos ældre.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.