Et blærekateter er en slange, der fører urinen ud af blæren. Det lægges enten gennem urinrøret, et urethralkateter, eller gennem huden lige over skambenet, et suprapubisk kateter, som populært kaldes et topkateter. Et kateter kan lægges til én tømning eller ligge som permanent kateter, et KAD. Grundene til et permanent kateter er få og klare: at ophæve en urinretention, at sikre afløb, når blæren ikke fungerer, at måle urinproduktionen hos den kritisk syge, og udtalt inkontinens, hvor andre muligheder er udtømte, eller hvor en kontrolleret urinafledning giver bedre livskvalitet end ingen. Et permanent kateter regnes ikke for god behandling af inkontinens hos ældre, og langvarigt KAD bør om muligt undgås på grund af komplikationerne. Den, der passer et kateter i et hjem, passer altså noget, der helst ikke skulle være der, og som kræver omhu, netop fordi det er der.
Et kateter gennem urinrøret giver i løbet af få dage bakterier i urinen, og ved langtidskateter er bakteriuri reglen. Kateterbrugere har stort set altid bakterier i urinen og en positiv urinstix. Det er ikke en infektion, og det skal ikke behandles med antibiotika. Rutinemæssige urindyrkninger hos borgere med KAD frarådes, og let feber er ikke usædvanlig hos en borger med permanent kateter og skal ikke i sig selv føre til antibiotika. Det samme gælder svamp i urinen, som er et hyppigt fund ved KAD og normalt ikke behandles. Det er vigtigt at vide, fordi hyppig antibiotikabehandling giver multiresistente bakterier, og fordi en stix, der "er positiv", ellers får borgeren behandlet for noget, hun ikke fejler.
Infektion mistænkes ved feber, uren eller ildelugtende urin, konfusion, et kateter der stopper, og nye eller forværrede blærekramper. Grumset urin, blodtryksfald og påvirket almentilstand er tegn på, at det kan være på vej mod urosepsis, og den rammer ofte plejehjemsbeboere, som dårligt selv kan sige, hvad de mærker. Er der mistanke om infektion, tages urin til dyrkning gennem kateteret før antibiotika, og kateteret bør skiftes, inden prøven tages og behandlingen begynder. Pivmecillinam 400 mg 3 gange dagligt er det, kilden foreslår som første behandling, justeret efter dyrkningssvaret, typisk i 5 døgn, op til 7 ved feber. Kontrollen bagefter er klinisk, ikke en ny dyrkning. Se Dehydrering og infektion hos ældre.
Kilden er tydelig om, hvad der virker: hold drænagesystemet lukket, for enhver åbning øger risikoen for bakterier i urinen; høj hygiejne ved al håndtering, med grundig håndvask før og efter, du rører kateter eller pose; og genital hygiejne med vand, som er tilstrækkeligt, fordi de ydre kønsorganer er en oplagt kilde til bakterier op langs kateteret. Omhyggelig hygiejne ved kateterhåndtering forebygger de infektioner, der giver symptomer. Unødig frakobling af kateteret frarådes, fordi det bryder det lukkede system.
Og lige så tydelig om det, der ikke virker: forebyggende antibiotika er uden effekt og avler resistens; blæreskylninger med antibiotika, brintoverilte, methenamin eller fortyndet eddikesyre har ingen dokumenteret effekt og kan tværtimod give infektion med resistente bakterier; og katetre imprægneret med antimikrobielle stoffer frarådes. Nytten af blæreskylninger ved langvarigt kateterbrug er omstridt, selv om omkring 50 procent af kateterbrugere er udsat for udfældninger, der kan stoppe kateteret. Skylning er en sygeplejeopgave efter ordination, ikke noget, der gøres, fordi urinen ser grumset ud.
Pleje af kateteret er rengøring af den synlige del og af huden omkring urinrørsåbningen, for at fjerne skorper, udflåd og bakterier og mindske risikoen for opadstigende infektion. Udstyret er engangshandsker, tamponer, mild sæbe og vand. Vask i én retning, væk fra urinrøret: hos kvinder fra urinrøret og nedad, hos mænd trækkes forhuden tilbage før rengøringen og føres frem igen bagefter. Kateterskaftet vaskes i retning væk fra urinrøret. Se Håndhygiejne i borgerens hjem og Forebyggelse af smitte ved pleje.
Et permanent kateter skiftes hver tredje måned, hvis ikke særlige forhold kræver det oftere. Materialet bestemmer, hvor længe det må ligge: et latexkateter op til to uger, et hydrogel- eller silikonebelagt latexkateter og et rent silikonekateter op til 12 uger. Ch. 14-16 er den mest brugte størrelse til voksne. Tykke katetre kan give tryksår i urinrøret, meget tynde øger risikoen for, at kateteret går forkert. Katetre, der har ligget længe, kan blive belagt med kalk, som kan stoppe dem, gøre dem svære at fjerne og give bakterier i blodet, når de fjernes. Tegn på, at kateteret er stoppet, kan i sig selv være grund til at skifte det.
Det suprapubiske kateter lægges gennem huden omkring 5 cm over skambenet og bruges ved urinretention, ved skader på urinrøret, og når et kateter skal ligge længe, fordi det ofte giver bedre livskvalitet at undgå slanger gennem urinrøret. Det giver færre lokale gener, og infektioner, der kræver behandling, er sjældnere end ved kateter gennem urinrøret. Det bør tilses regelmæssigt af sundhedspersonale, for eksempel hjemmesygeplejersken, og skiftes mindst hver tolvte uge. Efter 1-2 uger er der dannet en kanal, og skiftet er enkelt: det gamle fjernes, huden vaskes, og et nyt føres ind med lidt gel. Det vigtigste at vide i et hjem er, hvad der sker, hvis det glider ud: kanalen lukker sig for praktiske formål i løbet af få timer, så et nyt kateter skal ind så hurtigt som muligt. Det er et akut opkald, ikke noget, der kan vente til i morgen. Glider kateteret ud flere gange, kan en blæresten have lavet hul på ballonen, og det skal lægen vide.
Ballonen kan komme til at ligge i urinrøret, under anlæggelse og skift, men også ved kraftige blærekontraktioner, og det giver stærke smerter. Smerter, når ballonen fyldes, betyder, at den ligger forkert. Blod i urinen ses ofte efter, at der er rodet med kateteret, og klarer typisk op i løbet af 24 timer; rigelig væske hindrer, at der dannes koagler. Et kateter, der sidder fast ved skift, fordi ballonen ikke kan tømmes, er en lægeopgave. Anlæggelse hos mænd bør udføres af erfarent sundhedspersonale, og der bruges aldrig magt for at presse et kateter ind; ved problemer tilkaldes mere kompetent hjælp. Hvem der må lægge, skifte og skylle et kateter, er et spørgsmål om delegation og kompetence; se Delegation af sundhedsfaglige opgaver.
Læs også: Urinretention hos ældre, Urininkontinens hos ældre og Værnemidler og korrekt brug.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.