Urinretention er, at blæren ikke kan tømmes. Den akutte form er smertefuld og kræver umiddelbar aflastning med et kateter. Den kroniske form er smertefri, typisk med over 1 liter i blæren, og kommer efter en længere periode med stigende resturin og en blære, der langsomt udvides. Ved udtalt udspiling mister blæremusklen sin evne til at trække sig sammen, og trykket kan forplante sig op til nyrerne med risiko for varig nyreskade. En akut retention kan komme oven på en kronisk. Tilstanden er sjælden hos kvinder og børn, men ældre mænd er særligt udsatte: en 70-årig mands risiko for en episode med akut urinretention er 10 procent, en 80-årigs omkring 30 procent. Det er et tal, hjemmeplejen bør have i baghovedet, for kilden siger det direkte: svækkede eller demente personer reagerer ofte kun med uro.
Risikofaktorerne er alder, forstørret prostata, vandladningsbesvær, prostatakræft, forsnævring af urinrøret, forstoppelse, diabetes, sengeleje, operation og medicin. Årsagerne falder i fire grupper: en fysisk forhindring, en neurologisk årsag, medicin, og psykiske årsager. Forstørret prostata er den hyppigste og står bag over 50 procent. Men listen over neurologiske årsager er lang og handler om borgere, hjemmeplejen kender: over 50 procent af dem, der har haft en apopleksi, oplever urinretention, fordi blæremusklen er for svag; op til 45 procent af borgere med diabetes og 75-100 procent af dem med diabetisk nervebetændelse får blæreproblemer, der kan føre til retention; og ved multipel sklerose forekommer urinretention hos omkring 20 procent. Infektion kan udløse den, blandt andet akut prostatabetændelse, og et tilstoppet kateter er en årsag i sig selv. Efter operation er retention hyppig, i gennemsnit hos 15 procent, og efter endetarmskirurgi og total hoftealloplastik hos omkring 75 procent; overset retention efter operation kan give blivende tømningsproblemer. En borger, der kommer hjem fra hospitalet efter en ny hofte, er derfor en borger, der skal spørges om vandladning.
Antikolinerge midler og beta-adrenerge midler svækker blæremusklen. Antidepressiva, parkinsonmedicin, antipsykotika og antihistaminer kan udløse akut retention. NSAID menes at fordoble risikoen. Alkohol virker vanddrivende og dæmper trangen, så borgeren holder sig for længe, og opioider og vanddrivende medicin er også på listen. Det betyder, at en ny recept er en grund til at spørge til vandladningen de følgende dage, og at en borger, der bliver urolig efter ny medicin mod uro, kan have en fuld blære. Er årsagen infektion eller en bivirkning, mindsker behandling af infektionen eller ophør med medicinen risikoen for, at det sker igen. Læs Håndtering af risikosituationslægemidler og Parkinsons sygdom: medicin til tiden og de skjulte symptomer.
Lægehåndbogen nævner to diagnostiske faldgruber, som begge ligner noget andet i et hjem. Sivende urin, overløbsinkontinens, kan være tegn på retention: det ser ud som inkontinens og bliver behandlet med en større ble, mens blæren står fuld. Og natlige inkontinensepisoder med store portioner skyldes som regel kronisk urinretention. Dertil kommer uroen: den akutte retention giver smerter over blæren, og hos den, der ikke kan sige det, viser det sig som rastløshed, forvirring og en borger, der ikke kan finde ro. Ved postoperativ retention kan en overspændt blære udløse blodtryksstigning, blodtryksfald, langsom puls og besvimelse. En fuld blære er derfor en af de ting, der skal udelukkes ved nyopstået uro og delir; se Delir, opsporing og handling. Hos den, der er ved bevidsthed, er spørgsmålet enkelt: hvornår har du sidst ladt vandet, og hvor meget? Abdomen kan være udspilet og øm over blæren. Blæreskanning, hvor den findes, måler volumen; kilden nævner, at ascites og store cyster kan snyde den automatiske måling.
Resturin under 50 ml er uden betydning, hvis der ikke er infektion. Hvad der regnes for betydende, varierer mellem 50 ml og 300 ml, og DSAM råder til henvisning ved over 100 ml. Målingen bør gentages flere gange, for én måling siger ikke meget. Stigende resturin er vejen ind i den kroniske retention og i de gentagne urinvejsinfektioner, som en blære, der aldrig tømmes, giver.
Akut retention behandles straks med kateter, eventuelt et topkateter med et efterfølgende afklemningsregime, så det kan ses, om blæren selv kan tømme sig. Ren intermitterende kateterisering giver færre komplikationer end et permanent kateter. Efter tømning af store mængder er blæren ofte slap, og det kan være nødvendigt med KAD i nogle dage; der kan komme synligt blod, og der findes ikke dokumentation for, at gradvis tømning mindsker risikoen. Det, plejen skal vide, er, at det ikke er overstået med kateteret: efter første episode risikerer over 50 procent et nyt tilfælde inden for en uge, og op til 70 procent, hvis blæren blot tømmes uden anden behandling. Derfor gives ofte en alfablokker, og ved kateter anlagt i urologisk regi får borgeren typisk tid til at få det fjernet og oplæring i selvkateterisering efter omkring 1-2 uger. Hvem der har ansvaret for den tid, og for at holde øje med vandladningen, når kateteret er væk, skal være aftalt, før borgeren er hjemme igen.
Og så det alvorlige: 25 procent af dem, der indlægges for akut urinretention, dør inden 1 år. Forklaringen er sandsynligvis høj samtidig sygdom, og det er derfor, kilden råder til, at disse borgere udredes grundigt, også for kræft, efter at det akutte er håndteret. Borgere med kronisk retention, særligt ved neurogen blære, bør håndtere det med intermitterende selvkateterisering, som mindsker risikoen for nyresvigt, skader på urinvejene og urosepsis. Om langvarigt permanent kateter, og hvorfor det bør undgås, se Blærekateter i hjemmet.
Læs også: Urininkontinens hos ældre, Forstoppelse hos ældre og Apopleksi: akut handling og hverdagen efter.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.