Når en borger er uafvendeligt døende, holder tabletterne op med at virke som vej ind i kroppen. Synkningen svigter, og de fleste tager kun små mundfulde væske. Derfor lægges medicinen om til at blive givet under huden, og derfor står der en kasse i hjemmet, som hjemmesygeplejersken kan bruge, når behovet opstår, uden at skulle vente på en tur til apoteket midt om natten. Denne artikel handler om, hvad der er i den, hvad den enkelte ting dækker, og hvad du skal kunne se og melde videre. Ordinationen er lægens, og administrationen er sygeplejerskens efter ordination; det ændrer artiklen ikke på.
Al tabletbehandling seponeres, og også blodfortyndende og insulin kan nu undværes; en akut blødning og et lavt blodsukker er ikke ønskelige scenarier i et dødsleje. Kun det, der lindrer, gives. Administrationen er fortrinsvis subkutan og eventuelt gennem plaster på huden, og der bør lægges en eller flere fastsiddende subkutane nåle, så den næste dosis ikke kræver et nyt stik. Medicin bør ikke gives i endetarmen til den uafvendeligt døende. Kan den subkutane vej undtagelsesvis ikke bruges, er det den lokale palliative enhed, der kontaktes.
Vejledningen i medikamentel palliation beskriver tryghedskassen som et startsæt med medicin til det første døgn plus engangsudstyr, subkutane nåle, kanyler, sprøjter og plaster. Den ordineres af den praktiserende læge og placeres i hjemmet, og indholdet er morfin, midazolam, buscopan, furosemid og haloperidol. Kassen skal efterbestilles, når det første døgn er gået.
Lægehåndbogen siger det på en anden måde, som er værd at kunne: korrekt brug af fire midler vil kunne lindre langt de fleste døende. Det er morfin, midazolam, haloperidol og glycopyrroniumbromid. Buscopan, altså hyoscinbutylbromid, dækker det samme behov som glycopyrroniumbromid. Kort sagt dækker de fire hver sit:
Både morfin og midazolam findes som injektionsvæske i flere styrker. Derfor skal en ordination lyde på et antal milligram og aldrig på et antal milliliter. Styrelsen for Patientsikkerheds måde at forebygge overdosering på er gengivet i Lægehåndbogen: udskift morfin injektionsvæske 20 mg/ml i lægetasken og i medicinrummet med den lavere styrke 10 mg/ml, opret en udførlig ordination med tydelig beskrivelse af, hvilken styrke der skal gives, og hvor mange ml der skal trækkes op, og reducér dosis til ældre med påvirket nyrefunktion eller uden tidligere opioidbehandling. Ser du en ordination i ml uden styrke, er det ikke en detalje. Det er et spørgsmål, der skal stilles, før der gives noget. Se også Håndtering af risikosituationslægemidler og Sikker medicinering og identifikation.
Rallen. Den støjende vejrtrækning opstår, når den bevidsthedssvækkede ikke længere kan hoste eller synke slim fra de store luftveje. Lyden generer formodentlig ikke borgeren selv, men den er hård for dem, der sidder ved sengen. Sugning frarådes, fordi det kan fremkalde mere sekret; lejring virker bedre end medicin, og den vigtigste handling er ofte at fortælle de pårørende, at lyden ikke er lidelse.
Åndenød. Åndenød og angst forstærker hinanden. Ro hos dig, frisk luft og en håndholdt vifte hjælper. Ilt i næsen giver med få undtagelser ingen lindring hos døende.
Uro og delir. Terminalt delir forekommer hos mange i de sidste levedøgn. Før det behandles som uro, skal det, der kan rettes, udelukkes: urinretention, en fyldt endetarm og smerter. Det er præcis de tre ting, hjemmeplejen kan se. Læs Delir, opsporing og handling og Urinretention hos ældre.
Mund. Tørst hos en døende lindres ikke af væske i drop eller under huden, men af mundpleje og fugtning af læber, mund og svælg, ofte flere gange i timen. Det er en af de få ting, pårørende kan gøre med hænderne, og de skal tilbydes det.
Efter sundhedslovens § 25, stk. 2, kan en uafvendeligt døende patient modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre tilstanden, selv om det kan medføre, at dødstidspunktet fremskyndes. Det er ikke aktiv dødshjælp, som er forbudt i Danmark; forskellen er formålet. Egentlig palliativ sedering hører ikke hjemme i et privat hjem: vejledningen beskriver, at det vanskeligt kan foregå uden for sygehus og hospice, fordi det kræver tættere observation og indgående erfaring med præparaterne.
I primærsektoren bør der være retningslinjer for samarbejdet mellem praktiserende læger, hjemmesygepleje og det øvrige personale. Er de der ikke i det forløb, du står i, er det en ting at sige højt, før det bliver nat.
Læs også: Terminalerklæringen: hvad den udløser, og hvad den ikke gør, Palliativ pleje i hjemmet og Opioider hos ældre.
Alt fagligt indhold i artiklen bygger alene på kilderne ovenfor og er verificeret mod dem før udgivelse.