Blødning hos en borger i blodfortyndende behandling

En stor del af hjemmeplejens borgere er i blodfortyndende behandling, oftest for atrieflimren eller efter en blodprop. Behandlingen er rigtig, og den forebygger apopleksi. Men den ændrer, hvad en blødning betyder, og den ændrer, hvad et fald betyder. Det er den viden, denne artikel handler om, ikke om at justere i medicinen; det er lægens.

De to familier

Vitamin K-antagonister var i mange år den eneste mulighed. De kræver hyppige blodprøvekontroller med INR, og ved for høje INR-værdier kan det være aktuelt at holde pause en eller flere dage; ved synlig blødning behandles ofte med vitamin K. Medicinen bør tages om aftenen, blandt andet for at mindske samspillet med anden medicin.

Direkte orale antikoagulantia, i daglig tale DOAK, kom for omkring ti år siden. De kræver ikke hyppige blodprøvekontroller og har en bedre sikkerhedsprofil. De fire er dabigatran, apixaban, rivaroxaban og edoxaban. Nyrefunktionen kontrolleres typisk en til to gange om året eller ved mistanke om fald i nyrefunktionen, fordi midlerne helt eller delvis udskilles gennem nyrerne.

Tre ting om DOAK, der betyder noget i et hjem

• Dosering. Dabigatran og apixaban gives to gange dagligt. Rivaroxaban kan gives enten en eller to gange dagligt afhængigt af, hvad den er givet for. En glemt dosis er derfor ikke det samme fra præparat til præparat.
• Rivaroxaban skal tages til et måltid, fordi det øger optagelsen og dermed virkningen. Den er den eneste af de fire, hvor det gælder. Gives den på tom mave, virker den dårligere.
• Halveringstiden er kort. Dabigatran har 14 til 17 timer, apixaban omkring 12, rivaroxaban 7 til 11 og edoxaban 10 til 14. Det betyder, at virkningen aftager hurtigt, når en dosis udelades, og det er netop derfor, en glemt dosis hos en borger med atrieflimren ikke er harmløs.

Der findes en specifik modgift til dabigatran. For de øvrige behandles blødning symptomatisk, eventuelt med et koncentrat af koagulationsfaktorer. Ved nedsat nyrefunktion, ved mekanisk hjerteklap og ved leversygdom med blødningstendens er der kontraindikationer, som lægen forholder sig til.

Ved synlig blødning

Det, plejen gør, er det enkle og det, der virker: direkte tryk på stedet, elevation hvor det kan lade sig gøre, og ro. Derefter en vurdering af, om blødningen står, og om borgeren er påvirket. En blødning, der ikke standser med tryk, en blødning fra mave-tarm-kanalen, blod i opkast eller sort afføring, og blod i urinen er ikke noget, der afventes. Ved dabigatran skal der i øvrigt udvises forsigtighed hos borgere med tendens til blødning fra mave-tarm-kanalen.

De blødninger, der ikke kan ses

Det er her, det bliver alvorligt for en hjemmeplejer. En borger i blodfortyndende behandling, der er faldet og har slået hovedet, kan bløde inde i kraniet uden et eneste ydre tegn, og symptomerne kan komme timer senere: tiltagende hovedpine, sløvhed, kvalme, ændret adfærd, en ny lammelse. Et fald hos en borger i denne behandling er derfor en anden sag end et fald uden. Se Faldudredning og forebyggelse og Apopleksi: akut handling og hverdagen efter.

Det, der skal siges videre

Hvilket præparat, hvor mange gange dagligt, hvornår sidste dosis blev givet, og om der er glemt nogen. Om der er startet ny medicin, fordi samspil med andre lægemidler kan øge blødningsrisikoen og kræve dosisændring. Om nyrefunktionen er faldet eller er ukendt. Og ved indgreb, herunder tandbehandling, at behandlingen ofte skal pauseres et par dage før, længere ved nedsat nyrefunktion. Det er ikke noget, hjemmeplejen beslutter, men det er noget, hjemmeplejen skal huske at spørge om, før borgeren tager af sted.

Læs også: Medicinhåndtering i hjemmet, Håndtering af risikosituationslægemidler og Utilsigtede hændelser med medicin.

← Alle emner i Akutte situationer